Et gammelt dansk kunstnerhjem - set i mindets lys

Af Ingeborg Olrik

En strålende dag midt i maj 1857 kom en ung kunstner vandrende i Overgaden over Vandet på Christianshavn med sin udkårne under armen.
Han havde — efter på god gammel sønlig vis at have indviet forældrene i sit forehavende — været langt ude på Frederiksberg, hvor hendes forældre, tidl. forpagter på Søholm (Stevns), Hermann Valentiner og hustru Nicoline f. Jacobsen, datter af en kendt klædehandler på Købmagergade, boede i Brosbølls (Carit Ellars) villa i Frederiksberg alle — for at bede om deres datters hånd, som det hed i det gamle sprog, og fået deres og hendes ja.
Som gæst ved sølvbrylluppet på Gjeddesdal hos hendes farbror, godsejer Adolph Valentiner og hans, hustru, hendes moster Elise f. Jacobsen — slægtens tante Lise — havde kunstneren været sammen med den kønne 17-årige Hermina (f. 23-11-1839), som allerede i det stille havde givet ham sit hjerte, hvorfor det var ham en let sag at få hendes ja den dag, han vovede sig til hendes hjem for at bede derom. På sine gamle dage kunde hun spøgende fortælle om, hvor befippet hun var bleven ved hans komme, så at hun fik hånden godt klemt med sukkertangen, hun var i færd med at bruge.
For de to lykkelige unge gik den lange vej til Christianshavn let.
I Overgaden kom den gamle alvorlige svigerfar, tidl. toldkontrollør ved Københavns vestre akcisebod, Johan Ludvig Olrik, dem venligt i møde og bød med gammeldags ridderlighed den unge pige armen for at føre hende ind i hjemmet, hvor svigermoderen, Benedicte Martinette, f. Heiberg, datter af tidl. toldkontrollør på Læsø, Chr. Heiberg, også med hjertelig glæde tog imod den indtagende unge pige, og snart var alle bænkede ved en hyggelig kop kaffe med æbleskiver til.
Kunstneren var den senere som tegner, dekorationsbilledhugger, portræt- og figurmaler kendte Ole Henrik Benedicius Olrik (f.4-5-1830), som efter sin første store udenlandsrejse (1854-55) over Tyskland, Wien og Scweitz til Paris, hvor han havde søgt maleren Coutures skole, havde gjort lykke her hjemme ved udstillingen af sine billeder.

Allerede under skolegangen havde han vist evner: og kun på grund af sin ungdom fik han ikke lov til som tegner at komme med på Galatheas jordomsejling(*1), da Christian VIII ikke vilde tillade ”en ukonfirmeret knøs” at drage så langt ud i verden.
Efter skolegangen i Efterslægtsselskabets skole, hvorfra han havde mange muntre minder, som f.eks. om, hvordan drengene havde lavet en lille mus, der smuttede hen en a pultene, men på et vink kunde forsvinde i et af blækhushullerne, så at læreren ikke kunde komme efter, hvor den blev af, — blev han hjulpen frem, først af en fjern slægtning, prof. L. Engelstoft, der hjalp ham med at komme ind på modellérskolen, derefter af den dygtige arkitekturprofessor: G. Hetch, som faderlig tog sig af ham, så at han i ro kunde gennemgå akademiet, hvor han vandt 4 sølvmedaljer, 2 som figur- og 2 som dekorationsbilledhugger. Forgæves havde han konkurreret til guldmedaljen, - var af prof. H.V.Bissen anbefalet til den lille guldmedalje, men fik dog den Neuhausenske præmie for en sølvsukkerskål.
Ved siden af undervisningen på akademiet arbejdede han på den kgl. porcellænsfabrik på formindskede gengivelser efter Thorvaldsenske figurer under H. V. Bissens ledelse. Også for Ibsens terracottafabrik arbejdede han og tjente på den måde selv til sit underhold.
Alt som han følte evnerne udfolde sig, kom han til at længes efter at prøve farverne, og da akademiet dengang ikke havde nogen fast malerskole, stod hans hu til udlandet. Med offentlig støtte drog han som nævnt 1854-55 ud i verden og kom i lære hos maleren Couture i Paris.
Ved sin flid og sparsommelighed havde han selv kunnet lægge nogle hundrede rigsdaler til stipendiet, og da han fra Paris sendte tegninger hjem, fik han stipendiet forlænget, så at han i ro kunde fortsætte undervisningen hos den franske mester.
Selv følte han evnerne udfolde sig, og det første billede, han sendte hjem: Drengen, der blæser sæbebobler, viste, at han ikke havde taget fejl. Det blev købt af godsejer Adolph Valentiner på Gjeddesdal, som senere også købte to smukke landskabelige billeder med emne fra Chr. Winthers 1855 udkomne Hjortens flugt.
Den stille og bramfri unge kunstner tiltalte ved sin hjemkomst fra Paris køberen så godt, at denne bad ham ud til sin gård.
En landauer ventede maleren ved Tåstrup st. Og nu kørtes der ad usædvanlig gode veje til herregården. Da kunstneren, mens der kørtes langsommere op ad en bakke, gjorde en bemærkning til kusken derom, fik han til svar: Ja, herrens veje er de bedste! ----- et ord, han i dybere betydning måtte sande, da han netop på denne gård skulde lære sin tilkommende brud at kende.
Ikke blot vejene var så vel holdte, men gårdens drift mønsterværdig. Ejerens far, den tidligere forpagter på Futterkamp nær ved Kiel, Heinrich Christian Valentiner, havde ved flid og sparsommelighed set sig i stand til under den danske bankerot at købe Gjeddesdal, og sønnen fik den ved sin dygtighed arbejdet op på højde med det på de tider så værdsatte holstenske landbrug.
Skønt slægten var ny på egnen, faldt den dog godt til. Omend faderen var tysktalende ved gårdens overtagelse, var det dog som kongetro mand han var søgt til Sjælland. Og hans -yngste søn. Adolph Valentiner, der som faderens yndlingsbarn havde overtaget gården, var ved siden af sin dygtighed som landmand en human arbejdsgiver med megen sans for at gøre det godt for sine husmænd, hvem han lod sin poetiske åre blive til oplivelse ved at skrive små romaner, der kunde bringe dem både oplysning og fornøjelse. —

Uddannelsen som dekorationsbilledhugger blev den unge kunstner en stor støtte, idet han kom til at udføre en række tegninger og modeller gengivelse i metal, porcellæn og terracotta, og så kær blev denne syssel ham, at han, som årene gik, og hans ry som figur- og portrætmaler var slået fast, vedblev at arbejde på disse felter.
Kunstneren havde den glæde, at hans fine genrebilleder: En ung pige ved klaveret og: En bondepige henter vand ved en kilde blev købte, henholdsvis af enkedronning Caroline Amalie og kunstforeningen.
Begge disse billeder så vel som det store billede fra Holms klitland ved Ringkøbing, med fiskerpiger, der kommer fra stranden, bærende fisken på brædter på hovedet, er endnu i familiens eje.
Flere smukke familiebilleder, af forældrene, søstrene og et vellykket selvportræt tilhører denne tid. Skønnest af dem alle er vel billedet af den unge nyforlovede Hermina, et billed, som i den lange række gengivelser af hende, som årene bragte, endnu af slægten — snart 100 efter — regnes som det uovertrufne billede, der ejes af kunstnerens næstældste datter som arv efter farfaderens hjem. Hun kunde ikke selv være til stede ved skiftet, men hendes søskende bestemte, at hun skulde have det.
Et lyst og kønt, men nøjsomt hjem var det, den unge pige blev optagen i. Hendes øje faldt straks på den smukke mahognipiedestal med små gengivelser af Thorvaldsens Kristus, Johannes og Peder som sønnen under gamle Vilh. Bissens vejledning havde modelleret, for den kgl. porcellænsfabrik og foræret sine forældre.
Både disse biscuitfigurer og de hjemlige portrætter røbede hans umiskendelige evner. Med beundring fik hun også at se, hvordan han fra barndommen af havde syslet med ler og voks og skåret figurer ud i alabast.
Det var som en hel æventyrverden.

Et stille hjem var det, som nu lukkede sig op for den unge pige – I høj grad prægedes det af den alvorstunge svigerfar, men dog også af svigermoderens lyse sind og de unges livsglæde.
Den ældste datter Magrethe (kaldet Grethe)(*2) f.1828 og den yngste Hansine (kaldt Sine) f. 1835, var i deres ungdom flere år lærerinder i præstehjem oppe i Thy, den ældste i Hundborg hos pastor Thaarups, den yngste i Sjørring hos pastor Madelungs. Begge sluttede sig nær til de to gode hjem. Den yngste fik dog ferie et helt år for – ved broderens midler –at få undervisning i sang og klaverspil. Hun havde en lys og klar stemme og fint øre for musik, hvorved hun blev til megen glæde i hjemmet, med så undseelig ved at synge i fremmedes nærværelse var hun, at hun engang, der var gæster, først efter at have slået en paraply op fik mod til at synge.
Den mellemste Datter, Laurine (kaldt Laura), f. 1832, var — med undtagelse af det år i Sjørring præstegård, hvor hun trådte i søsterens sted — moderen til hjælp i hjemmet.
De vestjyske fætre, apotekersønnerne fra Ringkøbing, Christen og Christian Heiberg, som ved denne tid studerede i hovedstaden, hørte til i det ungdommelige lag. Den første var med på kunstnerens udenlandsrejse 1854-55, og den anden blev forlovet med den yngste søster efter i en ung alder at være bleven enkemand, med to små drenge i hjemmet.
Den lovende billedhugger Steffen Ussing, der døde ung, og den senere præst, Chr. Thurah, hørte også med til hjemmets venner.
Den unge, livsglade Hermina, som i alder og lynne (*3)stod den yngste svigerinde nærmest, fik få år efter den sorg, at hun, som i 1860 havde holdt bryllup, året efter døde sammen med sin nyfødte søn. Broderens kærlighed gav sig et smukt udslag i en mindesten på Ringkøbing kirkegård, hvor familiegravstedet lå.
Med hjemmet i den Löwenerske gård på Christianshavn hvor i sin tid Grundtvig havde boet, mens han var præst ved Frelsers kirke, og hvor præsten I. V. Hoff senere efter at være bleven Vartov præst, skulde få sit hjem, åbnede der sig en hel æventyrverden for den unge pige.
Det daglige liv i hendes eget stille og trods forældrenes gode kår nøjsomme hjem gjorde hende modtagelig for den kunstens verden, som nu oplod sig for hende.
Fortrolig med musikkens glæder var hendes sind åbent for alt det nye i kunstnerens hjem. Hendes egen mor, der havde lært klaverspil af både Weyse og Kuhlau, dyrkede stadig musikken, og det var en nydelse at høre hendes sjælfulde opfattelse af Beethoven og Mozart, hvadenten hun spillede ene eller tog del i kvartetter og trioer sammen med slægtens yngre.
Og faderens fløjtespil oplivede mangen gang. Senere gik der i familien frasagn om, hvordan han engang, mens han i den lille primitive jernbanestation ved Valby ventede på Roskildetoget til de rejsendes fornøjelse tog sin lille fløjte frem og spillede. De sagde tak og vilde lønne ham med penge.
På Søholm havde hun som barn ikke ret haft nogen legekammerat, da den lille nydelige plejesøster Henriette Hoch var skrøbelig. Men når fætrene fra Gjeddesdal og Gjorslev kom, blev der tumlet i mark og have. Endnu lever to gamle asketræer ved avlsbygningens gavl, hvor børnene havde deres allerbedste legeplads.
Sådanne fristunder fra den pedantiske lærerinde, jfr. Sivertsen kedelige timer var ret noget for den livlige lille pige, hvis kælenavn var Minni. Til alt held for hende blev den tørre lærerinde gift. Under vielsen tog bruden sit lommetørklæde og tørrede brudgommens øjne, da tårerne løb ham ned ad kinderne, og det morede barnet sig over.
Da Minni var 12 år gammel opgav faderen landlivet, som var hans skrøbelige kone for besværligt, og hjemmet flyttede til Frederiksbergalle hvor friluftslivet i det daglige indskrænkedes til spasere ture i den nære Frederiksberg have, når ikke de fornøjelige fætre kom på besøg.
Skøndt hjemmet lå nær ved Frederiksberg kirke ( i Brosbølls, - Carit Etlars villa) blev et par år senere konfirmationen henlagt til Frue kirke, hvor moderen i sin tid havde hørt til og nu gerne vilde have døtrene konfirmerede hos den højt værdsatte stiftsprovst Paulli. Hans prædikensamling og Adolphe Monods Qvinden, hendes liv og hendes hverv gemte den unge pige som skatte og gav senere en af sine døtre dem til hendes konfirmation.
Den skrøbelige plejesøsters tiltagende sygelighed (tuberkulose) gjorde livet meget stille i det daglige, men en enkelt gang fik dog den livsglade unge pige lov til at få bal: kusinerne, der var ligeså interesserede som hun selv, bad for hende, og ved deres hjælp blev også den unge kunstner, med hvem de havde været sammen på Gjeddesdal, bedt.
Det blev en vidunderlig aften, hvor det påstodes, at han under den lystige dans, hver gang han med sin udkårne kom forbi døren, slog den mægtige gadedørsnøgle (i spidskjolens baglomme) mod den med et brag.
I 1858-59 drog den unge kunstner atter ud i verden, -- for egne midler —, denne gang til Italien.

Efter hjemkomsten holdt han bryllup, 20-5-59, og fik sin første bolig i den Løwenske gård: faderen, som tidligere havde boet i Hestemøllestræde, var for sønnens skyld flyttet til den bedre og lysere bolig på Christianshavn, men overlod nu sønnen den smukke lejlighed og flyttede til Larslejstræde ved den gamle vold, nær ved Nørreport.
For Minnas forældre var det uendelig svært at miste deres eneste datter, og i familien gik der frasagn om, hvordan hendes far da de to unge lykkelige var tagne bort bryllupsaftenen, mange gange blev ved at kalde: Minni, Minni! mens han løb ned ad trappen. Den syge plejedatter, som også havde stået deres hjerte nær, var død, og hjemmet blev dem nu så tomt, nu begge de unge var borte.
Fra disse tider skriver sig H. Olriks fine lille genrebilled:En brud pynte af sin veninde (som købtes af d. kgl. malerisamling og gentagne gange er bleven reproduceret)(*4). Sin hustru brugte Kunstneren ikke som model for bruden, kun som veninden, der havde hendes brudekjole på.
Et nydeligt lille interiør fra denne bolig fortæller om det første hjems hygge. Her ses det sybord, kunstneren havde givet sin brud i brvllupsgave: pladen var fældet i kobber og forsølvet, i sine renaissanceslyngninger en hyldest til den unge brud, som på den ene side ses, vugget af småalfer mellem blomster og fugle, på den anden side vågnende op iblandt dem. I midten en lille Amor, legende med en sommerfugl.
Ved vinduet, hvor den unge kone sidder, står det Petosporum træ, som var en gave fra venner. Endnu - snart 100 år efter — lever træet, ja, blomstrer endog to gange om året, takket være den gode pleje hos den yngste datter, malerinden fru Benedicte Brummer.
Fra disse tider stammer også det smukke knæstykke efter H. Olriks svigerfar, siddende ved bordet med den skønne opsats på fra sølvbryllupsdagen (efter kunstnerens model).
I dette hjem fødtes det første barn 28-6-1860 på Valdemar Sejrs fødselsdag. I nær tilknytning til faderens optagethed af at tegne digteren B. S. Ingemann fik hun navnet Dagmar.
Moderen fortalte senere børnene om den hjertelighed, hvormed digteren havde udtrykt sine ønsker om velsignelse til det forestående. Hun tilføjede: Havde en anden mand tilladt sig at nævne noget om hendes tilstand, vilde hun have følt det som nærgående, men hans måde at sige det på var så fin og ridderlig, at hun kun kunde glædes derved. (*5)
Snart blev den lejede bolig for snæver, og kunstneren vovede da, gennem et lån hos sin velhavende svigerfar, selv at bygge hus på Frederiksberg, ikke langt fra Søndermarken med dens løvrige Træer og åbne plæner. Ved hjørnet af Roskilde landevej (nu Vesterbrogade) og Rahbeks allé købte han en frit beliggende grund med udsigt fra vinduerne ovenpå helt til Køge bugt.
I samråd med den unge dygtige i Riga fødte arkitekt Chr. Zwingmann, som han havde lært at kende på sin første Italiensrejse, byggede han en efter den tids krav rummelig villa, hvis egenartede dagligstue med fritsvævende figurer i pompeiansk stil på gul bund, gav hjemmet noget fint og hyggeligt. Mens den fra Thorvaldsens musæums indre og universitets festsal kendte maler Hilkier havde komponeret og udført den dekorative inddeling af væggene i felter og malet det smukke loft med delfiner og svaner, malede kunstneren selv de frit svævende figurer i de store felter og gav tegning til det smukke bohave i stuen.

----- s.10 -----

Hvor glædedes ikke småbørnene, som efterhånden voksede op i hjemmet, over storken og hejren på mørkerød grund og måtte, så snart de kunde gå, hen at kysse og klappe dem!
Fra indgangsdøren førte en bred trappe op til den lyse højloftede malestue og herfra atter en trappe op til den mindre malestue med ovenlys.

Den unge brud (tegning)

Fra haven til den store malestue skulle i tidens løb mange folk, fra Kong Christian IX, hans ministre og mange fornemme folk, der efterhånden søgte den værdsatte portrætmaler – lige til det fattige avisbud som for sit udtryksfulde ansigts skyld blev brugt som model ved en enkelt lejlighed og således tjente sig en ekstra skilling.

Under de gode arbejdsvilkår i den kønne villa, omgiven af have på 3 sider (grunden var ½ td. Land) blev mange større og mindre billeder til, af hvilke de største forestillede en sovende Pan, hvem et par yndige nymfer finder i skoven. Kraftigt og smukt var 3 Valkyrier, der svævende over slagmarken, mærker de kæmper som skulde falde; af egen skønhed var også Ritra og Gulitza på heden (efter emne fra Chr. Winthers: Hjortens flugt), mens skitsen til Marsk Stigs hemmelige jordefærd fangede blikket ved den fine nattestemning, der hvilede over det (nu i maler Troels Triers eje).
Altertavlerne: Kristus og Synderinden (*6) (Sdr. Hæsinge, Fyn) og Kristus i Gethsemane (St. Tåstrup ved Holbæk) var også fra 60erne, og smukke skitser til dem hængte på væggen i malestuen, ligesom det kraftige lille billede af FristeIsen i ørken med en strålende lysvirkning omkring Kristi hoved, mens billedets nedre del mørknedes af skyer, hvor fristeren — i slangeskikkelse, men med hæsligt menneske-ansigt — bugtede sig bort. En lille skitse af Jesus hos Martha og Marie (på væggen i malestuen) hørte til børnenes kæreste billeder, ligesom den glødende solnedgang over Roma, set fra Mon Pincio (endnu i familiens eje).

1862-63 drog kunstneren ud på ny, denne gang til London, Paris og Italien. Den unge hustru, som 12-7-1862 havde fået en henrivende lille dreng, Hans Thorvald, fik til hjælp i det store hus, hvor der kun holdtes én pige, sin en del ældre svigerinde, Margrethe, som på den tid var plejemor for de unge piger i frk. N. Zahles skolehjem, men villigt opgav stillingen for at imødekomme sin kære brors ønske.
Det blev i mange måder en svær tid for den unge kone, hvis lyse sind og næsten barnlige ungdommelighed blev sat på en hård prøve.
Hun, der som barn havde tumlet i mark og have med de muntre fætre fra Gjeddesdal og Gjorslev, havde mangen gang svært ved at finde sig til rette med den 11-12 år ældre svigerinde, hvis opvækst inden for Københavns volde mangen gang afspejledes i hele hendes tankesæt. Når kunstneren (i et brev fra Rom 1869) kunde minde sin unge hustru, som han dog elskede højt, om at prøve at være mere kvindelig, viste det hvor streng en opdragelse hon trods hans kærlighed også fik af ham.
På sine gamle dage kunde hun gentage: Det, som det af alt kommer mest an på, er ydmyghed.
Livet havde lært hende det. –(*7)

Kunstneren levede i det daglige sit arbejdsomme liv oppe på malestuen, sådet stemte, hvad datteren Dagmar som lille forklarede fremmede; at far passede sig selv ovenpå.
Som den store børneven, han i grunden var, havde han gerne om morgenen ved kaffen den mindste på Skødet og glædede den lille med fine rosiner i tvebakkerne (der hentedes helt inde i Skindergade ved Frue Kirke), ligesom han. nar der kaldtes til middag, kom ned og legede med de små: gerne med den mindste på skuldrene dansede han rundt og hilste bukkende på de større børn, der morede sig lige så godt som den lille.
Ved solnedgang vandrede han sine ensomme ture. Oftest ud på Vestre kirkegård med dens på det tidspunkt fattige grave. Hvor dog følfod og Løvetand efter årstiden lyste op i græsset ved den smukke kæmpehøj med den vide udsigt helt til Køge bugt.
Et smukt studie, malet efter hukommelsen, med en gylden solnedgang, minder om disse vandringer og er endnu i familiens eje.
Om aftenen. når kunstneren ved datidens lys ikke kunde sysle med farverne, gjorde han studietegninger eller modellerede. Ved moderatør-lampens fattige skær blev mange at hans fine blyants tegninger til, af hvilke en mængde blev gengivne i træsnit til Illustreret tidend. En hel række billeder af kendte mænd og kvinder fra 60erne fortæller ikke blot om kunstnerens enestaende flid, men også om hans evner, som derigennem udvikledes, så at han ved slutningen af dette tiår stod som en anerkendt portrættegner og maler.
Også gengivelser efter tidens fremragende billedhuggerværker som f. eks. H. V. Bissens rytterstatue af Frederik VII. som billedhugger Jericbau offentligt, men anonymt, havde rakket ned på, hvorfor Bissen bad sin fordums lærling om at tegne den til Illustreret tidende, så at enhver kunde dømme om dens værd. Blandt disse gengivelser var f. eks. også A. W. Saabyes og Jerichaus forskellige opfattelser af Adam og Eva. A. W. Saabves: Abildgaard og Evens: Sakso.
Adskillige originaltegninger af H. Olrik findes også i disse årgange af Illustreret tidende, således Valkyrierne som sendebud til valpladsen (efter maleri over samme emne) og flere jule- og nytårs helsidesbilleder.
Også til mange værdifulde pragtbind gav kunstneren tegning, således Illustreret tidende, Fabricius' Danmarkshistorie, senere ugebladet Ude og Hjemme og digtsamlinger af Chr. Winther, Molbech, Arestrup, Kaalund og Chr. Richardt m. fl.
3- 6-1864 fødtes det 3dje barn i kunstnerhjemmet, Axel, der blev en stor trøst i disse for fædrelandet så tunge tider.
Med store forhåbninger så forældrene den lille fyr vokse til. Snart blev han de to år ældre søskende overlegen i kræfter, så at de endog, skrækslagne over hans drabelighed, kunde råbe: Hjalp os, der kommer Axel.
Det smukke billede af drengen i hans tidlige barndom (endnu i familiens eje) viser tydeligt, hvad for en lille kraftkarl han var, vidt forskellig fra barnebillederne af Dagmar (både en lille buste og et yndigt billede i familiens eje) og Hans (sammen med moderen) som en lille lys og spinkel dreng. (også i familieeje).
En ganske enkel tegning (i legemsstørrelse) af de tre ældste børn blev senere i mindre gengivelse reproduceret, hvor endnu en lille dreng, Eyvind Gunnar så lyset (2-10-1866).

De 3 ældste børn (efter tegning)

Et børnerigt hjem var det efterhånden blevet, idet en lille pige Ingeborg, blev født 29 -1 -1868.
Intet under, at de fem fødsler og hjemmets overvældende arbejde i det store hus tog på den unge mor, der vel med kun én piges hjælp, vilde være segnet under byrden, om ikke hendes svigerinde, tante Grethe , havde taget mangt et stød af for hende. Men på den anden side satte den viljestærke ældre svigerinde hende ofte ved sine rige evner og sine større legemlige kræfter en del i skygge, så at mange som ikke kendte hjemmet nøjere, tit ikke regnede børnenes mor efter fortjeneste. Blandt disse var vel nok den aparte gehejmerådinde Hall fra Bakkegården(g. minister C. Hall), som ved hver barnefødsel i det unge hjem sendte sin gamle pige med et par stegte duer til den unge kone, men så op til tante Grethe for hendes store dygtighed.

----- s.15 -----

En dag ved et af sine besøg gjorde gæsten nogle bemærkninger om en af de små, men tog sig straks i det med de ord: Å, jeg så ikke, visdommen sad lige ved.
Samme tante Grethe havde også klaret en vanskelig situation udmærket en dag, da en herskabstjener (i skindslag ligesom kusken) havde ringet på for at hente en fornem dame, der blev malet. Han så meget meget overlegent ned på den lille aparte gehejmerådinde, som også ønskede at komme ind, men tante Grethes ord, da hun lukkede op og nejede for den lille oversete dame: Vil deres nåde ikke komme nærmere! fik den flotte tjener bragt på plads, så at han bukkende trådte tilbage.
Det var altid en oplevelse for børnene, når gehejmerådinden kom på besøg og satte sig i den forreste stue, hvorfra hun kaldte familiens forskellige medlemmer til. Også faderen behandlede hun med en overlegenhed, som var så meget mere pudsig, som han var i største respekt hos børnene. Hun bad ham altid sætte sig lige ved siden af hende, da hun var meget døv, hvorfor han talte højt til hende, men fik altid et: Hvad siger de, Olrik? til svar et par gange, før han råbte lige ind i øret på hende.
Skrig dog ikke sådan! lød det da med hendes skurrende stemme. Hun medførte altid sine små renvaskede silkepudler, som snart gennem den åbne veranda fandt vej ud i haven, hvor de rodede godt op. Faderen så det og gav ét af børnene vink om at få dem bort: det så den dominerende gæst og udbrød: Er I sådan nogle pirkehoveder, bliver jeres børn aldrig til noget!
Da børnene voksede til, og den ældste søn i en ung alder havde forlovet sig, udbrød hun: Ja, jere børn forlover sig jo på vuggen.
I væsen og klædedragt var hun anderledes en andre, som når hun f.eks. på varme dage gik med hatten i hånden eller i vådt føre tog sådant tag i den lange kjole, at meget mere en sorte bruneller sås.
Let var det ikke for den livsglade mor i det daglige at være så meget henvist til omgangen med den ældre svigerinde, da faderen dagen igennem var optagen af sit arbejde. Kun når han hørte skrål i hus eller have kom han lynsnart ned ad den brede trappe med palet og malerstok i hånden. Ved hans blik og ilsomme komme skulde der nok snart blive ro.
Stundom når tante Grethe ikke kunde fa magt over flokken, bragte hun synderen op til ”øverste domstol” – en lidet opmuntrende gang.
Et pudsigt minde fra den brede trappe kastede dog en vis glans over den:
En fastelavnsmandag kimede det løs, og faderen, som var beredt på den udklædte ungdomsskare med den skramlende pengebøsse, løb med palet og stok i hånd og en mark til flokken ned imod den åbnede yderdør; men hele skaren røg skyndsomst bort, da de troede, stokken gjaldt dem og narrede således sig selv. (*8)
Et andet lille billed fra indgangsdøren, hvor den mindste lille pige var løben ud med for at se, hvem der kom:
Det var en god ven og fjern slægtning af familien, konsul P. 0lrik (tidl. konsul på Batavia). Den lille fór da ind i stuen med den oplysning at sultan 0. var der. —
Først om aftenen gav faderen sig tid til at hygge sig med familien, og en række smukke familietegninger, udførte i kul, blev uforglemmelige minder om disse hjemmets gode stunder (de er i familieeje).
Det var først, når de mindste, der havde været oppe hos ham at få deres godnatkys og brystsukker, var komne i seng, og de større havde fået lektierne til side, at der var ro over hjemmet, hvor efterhånden som flokken voksede til, højtlæsning blev til fælles glæde, mens synålen, strikke-eller kniplepindene brugtes flittigt.
Desværre led moderen trods sin unge alder af en tiltagende døvhed, som hæmmede hende i omgangen med børnene, men tante Grethes medfødte evner som fortæller udvikledes ret i den opvakte børneflok. Snart var det bibel- og sagnhistorien, snart historiske sange og digte, hun foredrog.
Hvor huskede børnene hende ikke senere synge Grundtvigs lange digt om den gamle stjernemand fra østen (5 af versene kendte fra salmebogen: Dejlig er den himmel blå eller det skønne Villemoes-digt: Kommer hid, I piger små! eller mindedes hende læse digtet om bisp Vilhelm og kong Svend.
Lefoliis læse- og versebog, hvorfra hun hentede dem, brugtes den lille Grundtvigske skole i Frederiksbergalle, hvor Dagmar fik sin barndomsundervisning hos fru Steenberg. Baches Danmarkshistorie med faderens smukke bind og Lorenz Frölichs henrivende tegninger af sagnhistoriens skikkelser skulde nok sætte børnenes fantasi i bevægelse!
Begge de ældste drenge tegnede af hjertens lyst og farvelagde billederne, som gerne havde historisk indhold, så det blev for de yngre søskende en hel oplevelse. Faderen havde til Axel lavet en papfæstning med murkrone og vindebro, og tante Grethe syede et korsbanner til al vaje foroven.
Festligt var det, når Axels smukke riddere til hest kom ridende over vindebroen. I disse år, hvor børnene havde adgang til Illustreret tidende fra 60erne og 70erne, og hvor krigene i 64 og 70 blev studeret deri, og gengivne med de mange tinsoldater, indlevede børnene sig ret i samtidens historie.
(*9) Med naboens, brygger Vogelius' drenge legede Hans og Axel tidlig og silde, og mangen kamp udkæmpedes mellem dem, snart i ene, snart i den anden have. Hvert af børnene fik sin egen lille have at skøtte om. De to mindste i flokken nøjedes foreløbig med de ”småhaver”, de lavede i gruset ved verandaen, men snart blev Eyvind stor nok til at færdes med de ældre børn og blev da lidt overlegen overfor den lille søster.
Moderen, som havde en forkærlighed for ham — ligesom faderen for Axel og tante Grethe for Hans — lod ham dog vederfares retfærdighed, når det tiltrængtes: En gang i sommertiden gemte han en knækparasol, søsteren havde fået at lege med, så godt i haven, at den ikke var til at finde Om foråret, da jordbunken. hvor den lå, skulde ryddes, dukkede den op, laset og med rustent stel. Søsteren var utrøstelig ved synet af den, og da moderen fik at høre derom. fik broderen i forbindelsesbygningen mellem huset og drivhuset, hvor ellers indendørslegene foregik, en sådan omgang af spanskrøret, at søsteren brølede om kap med ham og bad moderen standse, men nu skulde han have grundig beske , så det var ikke let for hende at holde op.
Fornøjeligere minder fra dette sted havde børnene ved at tænke på de mange gange, de havde trillet deres nydelig malede påskeæg på en skrå bordplade dér eller set Dagmar spille top med sin lange hårpisk.
Hun var gode venner med moderens kusine, det yngste af børnene fra Gjorslev, Marie Valentiner, hvis hjem lå i nærheden på Roskilde landevej, og de legede dejligt sammen, mens den yngre søster ikke havde nogen kammerat i nærheden. — Engang imellem legede dog den 7 1/2 år ældre søster med hende, lavede dukkestue til hende og forærede hende sine egne fine dukkestuemøbler, der strålede som sølvfiligran på gylden bund, og så blev der ret liv i legen, så at begge var i latter over den ældres muntre påfund.
Måtte den yngre søster i det daglige savne en jævnaldrende legekammerat, trøstede hun sig med tante Laura, som til sine forældres død var hos dem. De boede på deres gamle dage i morfaderens hus (Vesterbrogade 136), kun fem minutters vej fra Rahbeksallé, og her fik barnet lov at lege med sit lille komfur, hvor der blev kogt både suppe og æblegrød; og tiden gled, mens kanariefuglen slog sine triller, og bedstemoderen fornøjet så til. Den hyggelige tante havde en del små figurer, kunstneren som dreng havde lavet i voks eller ler, eller skåret ud i alabast, og intet var morsommere end at lave udstilling med herlighederne. En søndag, hvor de legede så godt, kom den alvorlige farfar og vilde efter sædvane læse en prædiken, men bedstemoderen bad for legen, og han gik da om end med vemodigt blik.

I 70erne var H. Olrik nået frem til at betragtes som en fremragende portrætmaler, og blev da af danske købmænd i Hull opfordret til at male den populære danske prinsesse Alexandra, et billed som kom til at gøre megen lykke på udstillingen i London 1873 og gennem kobberstikker Ballins fine gengivelse blev vel kendt herhjemme.
Under opholdet i London veksledes mange breve med hjemmet, hvis venner trofast så derind. Særlig udtrykker hustruen sin glæde over den trofaste ungdomsven, billedhuggeren A. V. Saabye, som holder så meget af børnenes far, og så kønt opfatter hans virksomhed og hele væsen: hans længsel efter at komme hjem, og han lader sig ikke blænde af glans og herlighed, men er den samme som altid.
Til hvert af børnene sender faderen små breve og fortæller, at mens han maler inde på slottet, går de små prinser nede i slotsgården med deres dannebrogs flag og synger: Dengang jeg drog afsted! Kun de ældste børn kan tyde faderens skrift, men selv den lille 7 1/2 år gamle Eyvind skriver og fortæller, at nu græder han ikke mere, når han skal i skole hos frk. Sørensen på Vesterbrogade, (indtil han blev stor nok til at følge med de to ældre brødre ind til Krebses forberedelsesskole i Tordenskjoldsgade).
Om sommeren vandrede de endog for skoletid til Kalkbrænderihavn for dér at bade sammen med billedhugger Saabyes to drenge - et anderledes friskende bad end det i Kalvebodstrand nærmere hjemmet.
Prinsessen var yderst ligetil i sit væsen, gik endog så vidt, at hun narrede kunstneren April, idet hun forskrækkede ham med, at en meget kostbar ring, hun havde lånt ham til modeldukken næste morgen var borte.
Da han, selvfølgelig helt uskyldig, blev hed om ørerne ved den blotte tanke, at han kunde have nogen skyld deri, viste hun ham triumferende sin hånd — som hun havde holdt på ryggen, — med ringen på og sagde: Aprilsnar! Hun havde selv listet sig til at tage den.
Kunstneren malte også kong Christian IX, ialt tre gange. Det første (brystbilled) blev gengivet i olietryk og således kendt landet over.
Da kongen anden gang blev malet (hel figur)(*10), fik børnene besked om ikke at nævne det i skolen: faderen vilde ikke have nogen pralen, men helt hemmeligt blev det dog ikke, da den lille Eyvind, som havde hørt forbudet, på Vesterbrogade mødte sin farfar og på lang afstand løb ham i møde med udbrudet: Far skal male kongen. men der er ingen, der må vide det!

Da faderen senere malte kongen blandt sine ministre (i det Ebstrupske ministerium), morede børnene sig meget over den joviale kammerherre Scheel , hvem Axel, på det tidspunkt i en af Metropolitanskolens øverste klasser, livlig underholdt om oldsagn og, optagen af emnet, i samtalens løb svarede på et spørgsmål: Ja. bi nu lidt! -, hvortil excellencen med en ed sagde: Ja, jeg skal — nok bie!
Da H. Olrik i disse år, hvor så mange portrætter så lyset, malte metropolitanskolens rektor F. Birch (brystbilled til Horsens lærde skole, knæbilled til Metropolitanskolen), blev sønnen Axel sat til at underholde ham, der dog helst vilde have ordet, og fortalte om en rejse i Schweitz, som om han selv havde oplevet den, men kom næppe til ende, før den læselystne elev, der havde siddet som på nåle, udbrød: Det står i det og det bind af Fra alle lande! — Med et smil skjulte kunstneren sig bag lærredet!
Af de mange karakteristiske portrætter af kendte mænd og kvinder fra disse år, blev vel næppe noget skattet så højt som det smukke knæbillede af komponisten J. P. E. Hartmann ved sit kære instrument (Frederiksborgmusæet).(*11)
Fra slutningen af 7Oerne må også særlig nævnes brystbilledet af den store norske digter Henrik Ibsen, malet iRoma 1879 og om hvilket forfatteren Johs. V. Jensen i sin bog Form og sjæl siger: et ikke meget kendt billed, men bemærkelsesværdigt, upåvirket af berømmelsens nimbus, som de fleste malere har føjet til (efter formodet mønster). –

----- s.20 -----

Foruden de tre forskellige billeder af Christian IX malte H. Olrik et smukt billed af Kronprins Frederiks (senere Frederik VIII) tre ældste børn. Et studie dertil forærede kunstnerens 4de søn, daværende musæumsinspektør Jørgen Olrik kong Christian X ved hans 70 fødselsdag og en studietegning til samme billed ejes af præsten N. P. Nielsen, Højer.
I det hele bragte 70erne foruden den nævnte række vellykkede portrætter og landskendte mænd mange fintopfattende billeder af mænd, kvinder og børn, hørende til the upper part of life . I disse år malede H. Olrik flere portrætgrupper i det fri, som f. eks. kammerherre Zederfeldt de Simonsens børn, grev Bille-Brahe-Selbys familie, hofjægermester Bechs to drenge med deres prægtige hund — og den norske, i Danmark boende, digter A. Munchs to døtre (af hvilke den yngste Anna Elisabeth Munch er den kendte kunstnerinde) i Ålholm have.
Allermest indtagende var vel billedet af den skånske grevinde Piper i herregårdens park, med de større børn i en båd på søen, hvor de statelige svaner svømmede, og med grevinden stående ved bredden med de to mindste børn. Et forarbejde dertil købtes af konsul P. C. Olrik (familieeje).
Mange herregårde besøgte kunstneren for på stedet at male ejeren eller børnene, men ofte fik han under sådanne ophold en alt andet end behagelig stilling. Smukke undtagelser var der dog som f. eks. hos grev Moltkes hjem (den kendte skolebestyrerinde, komtesse T h. Moltkes hjem), grev Wedell-Wedellsborgs, kammerherre Zederfeldt de Simonsens og hofjægermester Bechs, hvor også kunstnerens hustru blev indbudt til et længere ophold, og hvor H. Olrik til tak modellerede en nydelig miniaturbuste af den fine, spanskfødte fru Bech.
Til de smukke portrætter fra 70erne sluttede sig også billedet af kunstnerens to døtre i den smukke hjemlige have. Det blev en stor pryd for hjemmet og hængte således, at man ved gennem den åbne fløjdør at se det fra dagligstuen kunde tro, at de to søstre selv kom gående ude fra haven.
(*12) Både dette billed, som i spisestuen nåede næsten fra gulv til loft, og et fint udført vægbilled i den pompeianske stue, forestillende den opvågnende Psyche, lyttende til Pans toner efter i fortvivlelse at have kastet sig i floden, men af dens guder være båren op på den blomstersmykkede eng.
Begge disse billeder blev færdige kunstnerens forældres guldbryllup 14-1-76 og forhøjede festen i ikke ringe grad.
I løbet af disse år udførtes også en mængde blyants- og kultegninger.
Om aftenen, når penslen — med de tiders belysning — måtte hvile, fik kunstneren tid til de mange tegninger, af hvilke ikke få skulde bringe Hjemmet så megen glæde. Hvor huskede ikke den lille pige hyggen ved faderen som ellers var så optagen oppe i sin malerstue, nu om aftnerne kom ned og sad hos de andre, mens det ene børnebilled efter det andet blev til. Og den juledags eftermiddag, ,da moderen i løbet af et par timer fik sit nydelige profilbilled tegnet, mens hun ikke ville opgive sytøjet!
Også tante Grethe og tante Laura blev tegnede, ligesom en stor kultegning ved julen 1876, hvor kunstnerens mor var død først på året, gjorde mindet om hende dobbelt kært.
En hvile og befrielse var det også mangen gang for kunstneren at sysle med modellerpinden. En henrivende lille buste efter hustruen fra 1873 støbtes i sølv og blev mange år senere, 1889, den sidste jul, kunstneren levede mangfoldiggjort, så at hvert af børnene fik et eksemplar som faderens sidste gave, og skønnere minde kunde de ikke have fået!
Flere fine småarbejder i voks — som pigen med spejlet og sædemanden — fortalte om hans trofaste kærlighed til billedhuggerkunsten. I 80erne udførte kunstneren endog 2 portrætbuster i legemsstørrelse af sin søn Axel og sin datter Ingeborg og havde den store glæde, at ungdomsvennerne, prof. V. Bissen og A. W. Saabve med beundring så dem, ja den sidste udbrød endog: Ingen af os kunde have gjort dem så godt!
Fra slutningen af 80erne må også nævnes et smukt lille oliebilled (knæstykke) af sønnen Eyvind (senere højesteretsdommer) som matros (under indkaldelsen) og et fint brystbilled i pastel.

Det er nævnt, at der i hjemmet kom mange fornemme for at males. Den mindste lille pige fik mangengang lov at vise damerne ind i gæsteværelset med det pyntelige spejl, at de kunde nette sig, før de skulde sidde model. Her så hun et og andet, som nok kunde få en lille naiv sjæl til at undres: var der virkelig så mange forlorne fletninger og krøller til! Sådant noget kendte hjemmet ikke noget til: Under tante Grethes myndige håndhævelse af slægtens nøjsomme traditioner var klædedragten på trods af de nye moder — meget enkel, så at en ”taktfuld” professorfrue, i hvis hjem den yngste af døtrene kom, stillede hende det vanskelige spørgsmål: om ikke de hjemme gik klædt, som om de var trukne op af en spand vand!
Et lærte den lille pige af de fine damers forlorne pynt. — ikke at lade sig imponere for meget af den fine verden. Fra barn af havde hendes mor haft en lignende indstilling: da den lidt ældre Jacob Scavenius (fra Gjorslev), som tit sluttede sig til hendes og fætrenes muntre leg, en dag havde taget hende med ind på slottet, vist hende herlighederne Og sagt: Synes du ikke, vi har det fint? Og vi spiser hver dag af sølvtallerkener! — havde hun ganske uanfægtet svaret: Å, jeg synes da, at kejseren af Kina har det meget finere: han bor i porcelænsslot og spiser af guldtallerkener.
For børnene i det hjem kom særlig én dag til al stå i glans: kunstnerens forældres guldbryllupsdag, 14-1-76, hvor slægt og venner samledes til festmåltid i den store malestue, og hvor stuerne som nævnt var blevne prydede med nye billeder til ære for de to gamle. Den livsglade bedstemor var efter en nylig overstanden lungebetændelse, lykkelig over at have fået kræfter til at tage del i den uforglemmelige fest hos hendes kære eneste søn, hvor dennes ungdomsven, præsten Chr. Thurab, havde glædet med en smuk sang, og hvor alle kappedes om al gøre dagen festlig.
Det var vel mest glæden over at skulle opleve den vidunderlige højtidsstund, der havde holdt hende i live: snart måtte hun til sengs på ny, denne gang for ikke at komme op mere.
På en iskold fastelavnsmandag lukkedes hendes gamle øjne, og den lille pige. som så mangengang havde frydet sig ved at lege hos hende og tante Laura, mens kanariefuglen sang så lystigt, kunde aldrig glemme uhyggen ved at se det blege, stivnede ansigt.
Derfor var det vel også, at hun altid måtte mindes den dybe, vemodige klang Frederiksbergkirkens klokke havde, da den kimede til begravelsen, og i dagene. derefter måtte hun stadig nynne på salmen: At sige verden ret farvel, uden dog at forstå dens dybe indhold fuldt ud. Den lidt ældre bror, Eyvind, var ikke så betagen og syntes, tante Grethe tog for stærkt på veje i sin sorg, når der dog blev sunget: Med sorgen og klagen hold måde!
Tante Laura blev hos faderen til hans død 1880. Med sit milde og kærlige væsen var hun ham til trøst ensomheden uden dog ret at forstå hans dybe tungsind. Stille og ensom gik han sine lange ture. Dog fulgtes han mangen med den ældste pige, Dagmar, da hun voksede til, og hun kom til at holde meget af ham. Det lå ikke for ham at tale med børn, men de så op til ham og forstod, at han vilde dem vel.
Hver jul forærede han dem en speeciedaler (mens de gamle penge gjaldt), men da han kom op i årene, gav han dem en jul hver en guld 20 kr. Kun ved hans store sparsommelighed var dette muligt.
De 600 rdl., hans embede som tolder ved københavns vestre speeciekontor i sin tid årl. Indbragte ham, - og om hvilke Frederik VI ved takkeavdiensen havde sagt: Det er jo et godt embede! Fordi han mente, at alle toldembedsmænd gjorde sig ekstra fortjeneste, hvad ikke farfaderens hu stod til – var kun lige til det nødvendigste, og på grund af accisebodens ophævelse i 1857 var han tidlig kommen på en beskeden pension, ganske vist med tilbud en justitsrådtitel, men da han ikke brød sig om en tom titel, vankede der ingen anden udmærkelse.
Derfor var det ham en særlig glæde, da hans søn i 70erne fik ridderkorset, egenhændig overrakt af Christian IX.
I sit lange otium læste farfaderen meget, i ingen end i bibelen, hvad de mange noterede parallelsteder vidnede om.
Han, der i sin ungdom gerne vilde have været maler, om der blot havde været råd til uddannelse, syslede livet igennem i det små med vandfarver, hvad billed efter billed i den gamle tyske bibel noksom vidnede om.
Efter hans død kom den i tante Grethes eje, så børnene fik rig lejlighed til at lære den at kende, når hun forklarede billederne for de mindre, eller de større fik lov til at låne den.
Allermest fordybede de sig i de mærkelige billeder fra åbenbarings-bogen, og den Yngste pige gik sådan op i dem, at hun en dag, hun i middagsstunden havde givet sig til at se op mod solen, forfærdedes ved flere at se mørkviolette sole på himlen og ved tante Grethes komme udbrød: Nu må det vist være ved dommedag!
Mynsters, Monrads og Marstensens prædikener var han velbevandret i og læste gerne en af dem højt i hjemmet om søndagen. Også Birkedals Synd og Nåde var ham en kær bog, skønt han ikke stod den grundtvigske retning nær. Måske var det dog gennem den, han kom på den tanke at løse sognebånd til Frue kirke, da han fra Larslejstræde flyttede til Vesterbro, efter at sønnen havde bygget sig hus i Rahbeks alle. Han var kommen til at sætte pris på den fra Slesvig fordrevne pastor Ewaldsen (ved Frue kirke), der ved sin djærvhed så tit havde været ham til trøst.
Ikke blot vandrede han den lange vej ind til Frue kirke, men påvirkede også sin søn, der lod sin ældste datter konfirmere hos pastor Ewaldsen.
Den yngre søster kunde aldrig glemme en vandring ind til den kirke en julemorgen til froprædiken. De ældre vilde have ladt hende sove i den mørke og kolde vintermorgen, men da hun mærkede, at der var opbrud, fik hun fart på, så at hun snart indhentede faderen og de større brødre på den sparsomt oplyste Vesterbrogade, hvor sneen lå tykt. Den iskolde tur og den indelukkede luft i mezzaninetagen, hvor farfaderen havde sin plads, lige over prædikestolen, virkede helt bedøvende på hende, så at hun snart nikkede i en lille blund, men det overvældende indtryk af den højtidelige kirke med Thorvaldsens Kristus, apostlene og dåbsengelen fæstnedes gennem årene ligesom senere den ældre søsters konfirmation sammesteds.
Mange år senere skulde hun —, som da boede langt ude på landet - takket være sin da gamle søster Dagmars kærlige omtanke med at sørge for billet til komponisten Carl Nielsens bisættelse - opleve en vidunderlig højtidsstund i samme kirke, hvor Telmanys violinsolo og hele følgets sang: Den store mester kommer, med Carl Niels e n s dengang ikke meget kendte melodi, som dog alle under sangen fik fat på, virkede med til at gøre sørgehøjtideligheden i den blomstersmykkede kirke uforglemmelig. –
Farfaderen var fortrolig med guldalderens digtning, og da han ikke havde råd til at købe ret mange bøger og havde tiden til sin rådighed, nedskrev han mangfoldig digte i små notesbøger, så at han havde noget at tære på sidenhen. Ogsa småbøger med malede kopier vidnede om hans evner og flid.
Blandt børnenes kæreste barndomsminder fra juleaften var farfaderens billed indflettet, ikke blot ved de omtalte gaver, men ved den høje, alvorlige skikkelse og dybe sangstemme, når julesalmer som: Julen har englelyd, Julen har bragt velsignet bud eller Det kimer nu til julefest lød til tante Lauras stilfærdige spil i den blå stue, hvorfra faderen og tante Grethe under de sidste vers listede ud for at tænde det store juletræ — flere vintre hentet fra haven, hvor granerne nu var vokset til — så det ret kunde stråle.
Vidunderligt var det at komme fra den halvmørke stue, hvor salmesangen havde lydt, ind i det lyshav, der mødte alles blikke fra juletræet, hvor de mindste, mens flokken gik rundt om træet, fik øje på det ene og det andet stykke legetøj, som tog al deres tanke.
Ja. hvor var ikke julen en herlig tid for børnene, der under tante Grethes vejledning havde haft travlt med julegaver; drengene blev mestre i at udskære mønstre og indskrifter i stramej til bogmærker og pigerne ved deres håndarbejder.
Om aftenen lige før jul var små og store optagne af at lave julepynt. Jakobsstiger, hjerter og net prydede år efter år juletræet, fra hvis top den strålende stjerne af flitterguld, som faderen havde lavet, skinnede ned til hele flokken.
Den dag, tante Grethe fra morgen til aften tog sig af julebagningen, kunde det nok være, at der var rift om at få et stykke dejg til at lave kagemænd og -koner af og pebernødder.
Hver fik et glas til at gemme herlighederne i (der stod 2 buffeter, som de kaldtes, i rummet ved siden af spisestuen), men ofte var de tømte, før juleaften oprandt.
Op mod julen var tante Grethe på bytur med børnene, således til urtekræmmer Schielle og Bruhn på Amagertorv — fra sine unge dage var tante Grethe vant til, at det var fra den indre by, varerne skulde hentes for helt at du —, men den lange vej fra Rahbeks allé, hvor man dog kørte med Sortehestsporvognen til Industribygningen, gik let for børnene med alle de gode ting i vente. Den lille Jørgen vilde også gerne med til urtekræmmersjælen, som han kaldte ham, for der vankede der brystsukker!

----- s.25 -----

Også Demant i Frederiksberggade havde hjemmets søgning, for her købtes sukkersager og små chokolader til at hænge på træet.
I forhold til nutidens brug af den slags var det meget beskedent, men børnene var ikke forvænt med slik, så de nød med åbent sind alt, hvad julen bragte af den art.
De store brødre fik lov at gå bytur på egen hånd, og vejen gik gennem hele strøget med de herligheder, dér var at skue, helt ind til Alfred Benzons butik, hvor de skulle hente sodapastiller, som faderen satte pris på.
Også morfaderen var med juleaften, men måtte tidlig hjem, at ikke lillebedstemor, som hun altid kaldtes, skulde sidde for længe ene. Hun var lam i sine ben og kunde de sidste 36 år af sit liv ikke gå, men blev om sommeren kørt i en rullestol til haven ved kunstnerhjemmet, til Søndermarken eller Frederiksberg Have, men om vinteren tålte hun ikke at komme ud. Hun bar sin svaghed kønt uden klage, men en og anden af de unge forstod lidt af hvor meget hun havde lidt, når hun citerede Goethes vers:
Wer nie sein Brot mit Trånen ass,
Wer nie in kummervollen Nåchte
auf seinem Bette weinend sass,
der kennt Euch nicht, Ihr himmlischen Måchte.
Og et ord kunde hun ikke blive træt af at indprente dem: Når du er god, kan du også være glad.
I sit hjem havde hun også en lille rullestol, hvis hjul hun selv kunde dreje. Kun ved dørtrinene måtte den hjertensgode morfar hjælpe hende.

Til de faste julegæster hørte også den før omtalte ungdomsven, arkitekt Chr. Zwingmann, der gennem sygdom og modgang var bleven slået ud og var efter en byld på hjernen en stakkel med mistro til de fleste. Han havde i sin ensomhed kun få skillinger at leve af for at kunne efterlade lidt til sine bedrestillede brødre i Riga: Men altid havde han julegaver til døtrene, af hvilke den mellemste var hans guddatter.
Senere kom flere gange tante Grethes langt yngre veninde fra Thy frk. Emma Neergaard med til hjemmets juleaften, medbringende smågaver og med opladt sind for de unges tankesæt. —
Efter de lykkelige juledage, hvor det nye legetøj blev prøvet og de nye bøger læste med iver, ligesom det nye tøj blev beundret, kan det nok være, børnene glædede sig til farfaderens til nytaarsaften, som altid tilbragtes i farfaderens hjem, hvor tante Laura år efter år pyntede det lille kunstige juletræ med smågaver, sukkergodt og vokslys på. Hvem af børnene mindedes ikke siden de småbitte almanakker og de små champagneflasker af sukker med rom i!
Farfadderen rystede nok på hovedet ad hende, men børnene flokkedes glade om hende og elskede hende for hendes barnlige sind.
Og farmoderen bagte æbleskiver som ingen anden, så en vidunderlig aften det, selv om børnene ikke forstod, at farfar til sidst læste salmerne: Kom hjerte, tag dit regnebræt! og Til ende året haster. — før man skiltes ad.
Et rørende træk fra slutningen af 70erne var det, at den gamle, snart 85 og hans hustrus hjemkomst fra Italien (ved pinsetid 1870) tidlig om morgenen kom og vækkede den ældste sønnesøn, for at de sammen kunde vandre ud til toldboden at tage imod de hjemvendende, som desværre i en droske havde forladt stedet, før de to flinke fodgængere nåede derud. Skibet var kommet tidligere ind end ventet.
Sin taknemmelighed mod den gamle far udtrykte kunstneren på den skønneste måde gennem det karakteristiske billed af den gamle kæmpe (kunstmusæet). 1880 døde farfaderen efter kun få dages sygdom. Sin yngste datter tog faderen ind ved hans dødsleje med de ord: Ham skulde du ligne.

Morfaderen. Hermann Valentiner f. 27-3-1811, tidligere forpagter på Søholm, var meget forskellig fra farfaderen, ganske vist som denne stilfærdig af væsen, men med en lethed ved at meddele sig til andre. Allergladest var han ved at omgås børn, havde et vågent øje for naturens skønhed og ikke ringe humoristisk sans.(*13)
Hans far, Henrich Chr. Valentiner, af gammel angelsk slægt, blandt hvilke de fleste var landmænd, læger eller præster, var forpagter på den store gård Futterkamp ikke langt fra KieI. Han var en dygtig landmand, som styrede sine sager så vel, at ejeren ikke var fri for misundelse, når han så ham køre til staden med heste i bedre stand, end det før var set.
En skønne dag fik ejeren at vide, at forpagteren havde bestemt sig til at blive sin egen mand og købe herregården Gjeddesdal ved Tåstrup på Sjælland, som på grund af de onde tider var billig til salg.
Han var en omend tysk talende så dog kongetro dansk mand, som tilligemed sine sønner skulde få ikke ringe betydning for udviklingen af det danske landbrug. Den ældste søn, Ulrich blev forpagter på kammerherre Scavenius' hovedgård Gjorslev på Stevns, mens Hermann forpagtede det nærliggende Søholm, og en yngre bror, Gustav, forpagtede Klintholm på Møen. Den yngste, Adolph, som var faderens yndlingssøn, fik lov at overtage Gjeddesdal. Han blev som tidligere nævnt gift med Elise Jacobsen (slægtens tante Lise). Hans bror Gustav havde forlovet sig med hendes søster Julie, og Hermann Valentiner, som en dag havde foreslået den ældste søster, Nicoline, at de også skulde »gøre et parti«, og havde fået hendes ja, kom en dag kørende til Gjeddesdal og fortalte, at også han havde forlovet sig. Med hvem? spurgte den unge kone.
Kom selv og se, var svaret.
Da hun kom ud til vognen, måtte hun slå hænderne sammen og udbryde: Det er jo min søster!
Hermann Valentiner havde først været bestemt for handelen og været i lære i det Meulengrachtske handelshus i Århus, men følte sig ikke på den rette hylde og led af udve. Sin længsel fik han for så vidt styret, som han i de unge dage drog over til Amerika, men vendte dog snart tilbage for hjemme at vie landbruget sine kræfter.
Som forpagter på Søholm levede han et stille liv med sin svagelige, men fine og musikalske hustru, hvis smukke spil han på Gjeddesdal havde glædet sig så meget ved. Hun blev en samvittighedsfuld husmor, men landhusholdningen var det lange løb over hendes kræfter, - især efter en meget svær fødsel, en lille dødfødt dreng. For al fremskynde fødslen havde to taget hende under armen et par dage i træk og vandret med hende, det var ikke til at undres over, at barnet endelig kom dødfødt til verden.
Et par år senere (23-11-1839) fik hun en lille pige, Hermina, det eneste barn, som dog i den lille sarte Henriettte Hoch fik en plejesøster. Den sunde og friske lille Hermina, som gik under kælenavnet Minni, forstod dog ikke ret den skrøbelige søster, der ikke tålte de viltre lege med fæl rene fra Gjorslev og Gjeddesdal.
Som alt nævnt, flyttede hjemmet i Herminas tolvte år til Frederiksberg.
Da hun i en ung alder fik eget hjem, voksede dér en børneflok op, som blev de to gamle til megen glæde.
Morfaderen, som ret var et friluftsmenneske, kom daglig og hentede de små til vandringer i Søndermarken eller Frederiksberg have.
Ud over disse ture søgte han til læseklubben Athenæum i den da nye industribygning og var en meget interesseret læser.
Hans familiebesøg indskrænkede sig ellers til eftermiddagssammenkomster på fødselsdage, hvor han ved sin venlige imødekommenhed og spøgefuldhed var en velset gæst.
De omtalte daglige småbesøg af morfaderen, der allerede kom ved frokostbordet, hvor han altid kun vilde være tilskuer, bragte gerne samtaler om landets vel og byens bedste, hvorefter han vandrede ud med de små og lod dem springe frit om og plukke blomster og bøgegrene.
Mødte de så en betjent, korn bøgegrenene i den dybe baglomme, hvorfra de dog gerne viftede frem, mens morfaderen velvillig fik sig en passiar med lovens håndhæver. Da samtalen en gang trak vel længe ud, ængstedes børnene for, at bedstefaderen skulde i »kachotten«, hvorhen børnene tiltroede »Snushane«, en rødnæset betjent, de ikke kunde lide, at kunne føre deres bedstefaderlige ven hen.
De store drenge, som i ferietiden kunde være med, fik hver en kniv af morfaderen, som lærte dem at skære fløjter af skarntydestænglerne. Han havde selv været en ivrig fløjtespiller og havde virkelig evne til også at få disse enkle fløjter til at give lyd.
Med blomsternavnene var han velkendt — de skulde helst være på latin - og lærte desuden børnene de mange småfugles navne og stemmer at kende. På disse ture vågnede den gamle landmand hos ham, og med børnene om sig kunde han gå, højt nynnende henad vejen: Boble, boble, kilden går. Boble, boble, lærken slår!
En og anden kunde vende sig om efter den høje slanke mand med den rundpullede skyggehat og den lange skødefrakke, men helt upåvirket af folks dom gik han sin fornøjede gang, i påklædning måske endnu mindende om den angelske landbo, men med sit fine og smukke ansigt vidnende om en umiskendelig kultur. Sproget med de mange rullende r’er mindede om slægtens hjemsted. Selv var han opfødt med det tyske sprog, så det var ikke sært, at hans danske endnu bar præg deraf.
Den lille Jørgen elskede ved efterårstid at komme ud og ”rase” med bedstefar – det var ordet ’rasle’ (med lang selvlyd), der opfattede sådan.
Et af børnene kunde senere ikke lade være at drage en vis sammenligning mellem Selma Lagerlöfs far og bedstefaderen, som begge havde noget af naturbarnets uimodståelighed i forbindelse med kulturmenneskets finhed over sig.
Hos kagekonen udenfor Frederiksberg have –”bedstefars veninde”, som de små kaldte hende – købte han frugt til glæde på turen og til at bringe med, både til hans eget og børnenes hjem. Og boller til svanerne i Frederiksberg have vankede der også.
Engang fik børnene sig en slem forskrækkelse, da en svanehan røg op fra kanalen og kastede sig over deres bedstefar, som kun med nød og næppe ved hjælp af sin ”sommerparaply” fik den overvunden, så den trak sig tilbage, og den daglige tur kunde fortsættes.
Hvor tænkte børnene senere mangengang på disse vandringer, på hvilestunderne på en af bænkene, hvorfra man så ud til det lille kirkespir på den nærliggende Frederiksbergkirke — og alle de københavnske tårne længere ude.
Lige nedenfor var eksercérpladsen, hvor slottets elever holdt deres øvelser, og i slåenbusken ved bakkens fod, hvor droslen ved sommertid slog sine triller omkap med nattergalen, nød kramsfuglene om efteråret de sorte bær. En egen mystik lå der over den hemmelige gang fra slottet ned til eksercérpladsen. Med de største drenge havde morfaderen engang prøvet den, men den mindre søster var for lille.
Af og til hændte det, at han tog børnene med i den zoologiske have, hvor aber og bjørneunger — de sidste gik den gang nogle timer frit — havde størst tiltrækning. Ved abeburet fik Axel sin stråhat pillet i hundrede stykker, da han kom abeburet for nær.
Da voldene om det gamle København faldt, var det morfaderens glæde at tage børnene med tit »den nye verde”, som det strøg kaldtes, hvor voldene sløjfedes for at give plads for Ørstedsparken og senere den underjordiske bane: boulevardbanen, Botanisk have og Østre anlæg.
Efter som børnene voksede til, tog han dem og deres mor, stundum også andre af familien med på en fleredagestur til skønne egne, ikke blot i Danmark, men også i Sverige. Den mindste lille pige, der i 6 års alderen havde fået lov til at komme med på turen til Skåne med den herlige gamle domkirke Lund, mindedes siden bedst troldkvinden i krypten, som hun gennem Laurentiussagnet havde hørt om. Da hun senere på turen ikke havde mod på en stejl skråning med store rullende sten og om aftenen var helt ude af sig selv for de slemme skovmyrers skyld, måtte hun vente flere år, før hun atter fik lov at være med på de ture.
Faderen elskede at arbejde hjemme i ro, når børneflokken var borte. —

Det var ikke blot de kønne egne, men også det jævne folk, børnene på disse ture, der gerne på lange strækninger gjordes til vogns, (mangen gang med gammeldags agestole) lærte at sætte pris på, som da de på en dejlig Himmelbjergstur besøgte en hedebonde, der på Søholm havde været avlskarl og nu med stolthed viste udbyttet af sin flid. Han sled så godt i det, at han som en holden mand på sine gamle dage kom til København, boende hos en søn, og ved sin død kom til at hvile på Vestre kirkegård, nær ved familien Olrik s grav dér. I årenes løb havde stedet i høj grad skiftet udseende og gemmer nu støvet af mange kendte mænd og kvinder.
Vidunderlige var disse ture, hvor den travle mor fik lov at hvile ud og sammen med børnene glædes ved den skønne natur, hvadenten færden gik til øerne, — blandt disse ikke mindst det mærkelige Bornholm -, til Jyllands forskelligste egne eller Sveriges storstilede Trollhättan, hvis kræfter dengang kun lidet var teknisk udnyttede, men hvis skønhed netop derfor var så meget mere storslået. Det sidste år, den gamle mand vovede sig på langfart med ungdommen, var 1889, i hans 79nde år, da rejsen gjaldt Skagen.
Med Skib til Ålborg og bane videre til Hjørring, hvor en solid tidlig middag satte »liv i kludene« efter en streng nat med søsyge over hele linien, undtagen morfaderen, fortsatte nu flokken i to agestolsvogne til Tversted ved Jammerbugten og så mod Ålbæk, over den allerede dengang udtørrede Gårdbosø. Her holdtes en grundig rast, hvad nok både folk og fæ kunde trænge til, før vejen atter toges mod vest, til Råbjergmile, med en flammende solnedgangs lys tegnende de storladne linier. Og nu gik vejen gennem lyng og sand forbi den næsten tilsandede gamle kirke, til Skagen, hvis fyr timevis glimtede forude, men først ved midnatstid nåede de rejsende frem til den langstrakte Skagen by, til Brøndums hotel med dets kunstneriske hygge og dampende aftensmad.
Hvor var det en hvile for mennesker og dyr at holde et par dages rast efter den anstrengende kørsel! Og hvem havde vel troet, at Skagen allerede dengang havde en bøgelund at byde på!

----- s.30 -----

Rigtig nok stod der et sus om ørerne på dem, som blot vovede sig udenfor døren, men fiskerne sagde, at det var magsvejr, og så var der jo ikke nogen grund til at tage sig det så højtideligt, om end stormen piskede sandet op i ansigtet, så det sved, mens flokken vandrede over til Gammelskagen: Højen, med de mange vragrester i haverne: her prydede en galionsfigur et bed, hist gjorde en strandet kahyt det ud for lysthus. –
Tilbagevejen over Frederikshavn —Sæby var en ny oplevelse, ikke blot af naturejendommelighed, men ikke mindre på grund af sammentræffet på Sæbys eneste hotel, Harmonien med ingen ringere end digteren Henrik Ibsen, der hver sommer holdt til her. Det er tidligere nævnt, at børnenes far den vinter, han sammen med moderen var i Roma, havde fået lov til at male et billed af den berømte Nordmand, som snart genkendte den fornøjelige kunstnerhustru, og en samtale udspandt sig mellem de ældre, mens ungdommen interesseret lyttede eller lod et og andet ord falde indbyrdes, hvor de for løjer kaldte Eyvind amtmanden på grund af hans højtidelige væsen.
Dette ord opfattede Henrik Ibsen og anvendte det på morfaderen, men blev ved ungdommens munterhed snart klar over at være gået fejl i byen og sagde: Så vil jeg ønske, det må gå i opfyldelse, at de engang må blive amtmand! — hvad dog ikke skete, såsom den unges hu stod til at gå dommervejen, der dog førte til en højesteretsdommers betroede stilling.

Over Dronninglundskovene nåede flokken velbeholden til N. Sundby og videre til Ålborg, hvorfra de fleste drog hjem, kun et par slog deres folder i Jylland, nu de var nåede derover.
En vidunderlig oplevelse var det for den gamle Lillebedstemor at høre om disse tures glæder og vanskeligheder. Selv kunde hun jo aldrig være med, men nød ret af hjertet at høre hver enkelt af børnene fortælle om alle deres oplevelser.
I det daglige måtte hun nøjes med sine små køreture i rullestol, og det endda kun i sommertiden!
Men hvor glad var hun ikke ved stundum at møde flokken i SønderMarken eller Frederiksberg have, eller ved henne i datterens have at få nikket til den ene og den anden, som kom ud til hendes vogn. En trofast mandlig hjælper ”Lillebedstemors Nielsen” bar hende på armen ned ad de mange trapper fra 2den sal, hvor hjemmet var, for at hun ikke skulde høre for meget til Gadens larm. Morfaderen ejede selv huset, han havde overtaget det efter en mand, der ikke kunde tilbagebetale noget af det lån, han dér som så mange andre steder havde ydet ham. For brandfarens skyld var der ikke gas i huset, men ellers gjorde morfaderen alt for at holde det vel vedlige, så håndværkere på den måde tjente mangen god skilling. Til ejendommen var der en have med en dejlig gynge, børnene holdt meget af, men efterhånden solgte bedstefaderen det meste af haven til Tvedes bryggeri, som lå bagved.
Han var rørende selvforglemmende i sin daglige omgængelse med den skrøbelige Lillebedstemor, der svarede godt til sit navn, for de, som havde kendt hende, mens hun kunde gå, vidste, hvor bitteliden hun var, så at den russisk fødte arkitekt Zwingmann engang han mødte hende endog udbrød: ”Men fru Valentiner, er de dog så liden.” Selv var han en stor robustudseende mand af nordisk type.
Hjemme kørte hun rundt i stuerne i en lille let kurvestol. Tålmodig hjalp bedstefar hende over dørtrinnene, ligesom han i de kolde vinternætter stod op og lagde ved til ilden — med kul fyredes der aldrig. Ja, han lagde endog på komfuret om morgenen for at spare den gamle pige for den ulejlighed. Og selv flækkede han brændet til at tænde op med. Hveranden søndag samlede dette stille hjem hele flokken fra Rahbeksallé til middag. Stundum var der desuden en og anden af familien Valentiner eller en gammel ven, som f. eks. frk. Meulengracht, morfaderen kendte fra de unge dage, eller frøken Freuchen, der havde stået Gjeddesdalerhjemmet nær.

Til de faste gæster hørte også morfaderens søster Adolfine Lange, kaldet faster af hele familien. Hun havde været ulykkelig gift med en letsindig mand, som havde ødt hendes medgift og sindsro. Nu levede hun af sine søskendes nåde og boede meget beskedent i Treschows stiftelse på Christianshavn. Hun elskede børnene og var glad ved en enkelt gang at få dem ud til sig og vandre med dem ud på Refshaleøen. Hun kunde virke trættende ved sine overstrømmende følelsesytringer — noget der lå børnenes morfar så fjernt — også for børnene stod hun i et lidt pudsigt lys, som f. eks. da hun en middag kom under måltidet, stærkt optagen af kunstnerens sygdom under hans svære tyfus (1878). Der var lige begyndt at spores en bedring, og hun udbrød da til den lille mindste (Jørgen): »Hvad er det, vi alle er så glade for?« — og fik svaret: »For sauce!” Den lille fyr var just ved at nyde den efter en tids diæt.
Kunde familiens øvrige medlemmer have svært ved at dømme mildt om hende, havde hun en venlig fortaler i sin svigerinde fra Gjeddesdal, familiens tante Lise, der med sit elskværdige sindelag altid havde et undskyldende ord til rede. Da faster på sine gamle dage, hvor hun var kommen i en mindre pension på Gl. Kongevej, lukkede sine øjne, blev hun ført til Greve kirkegård for at jordes i Gjeddesdalernes familiegrav.
Ved disse søndage hos morfaderen vandrede man gerne efter middag en tur ud til Vestre kirkegård med den vide udsigt over Køge bugt. Her var børnenes far ikke med, men foretrak at bruge den stille søndag eftermiddag, hvor intet forstyrrede hans arbejde — det skulde da være en dristig tyveknægt blandt Vinstrupvejs drenge, der troede, huset var øde, så han kunde tage sig en forfriskning af havens frugt!
Var det ikke vejr til at spasere, spillede børnene Dam eller Mølle, de største endog Skak, eller læste H. C. Andersens æventyr. En yndet fornøjelse var det også at se i den tyske Bildersaal med myriader af billeder af naturhistorisk, geografisk og historisk indhold. Mange af billederne havde den ældste dreng malet på det skønneste, så den var vel nok værd at se på! De større børn holdt også af at fordybe sig i morfaderens fra Athenæum lånte bøger, så tiden løb hastigt for dem.
Til aftensmaden var alle samlede igen, og bagefter fik de ældre sig en Whist, om ikke tonerne kom til at lyde. Både Hermann og Ernst Valentiner (den første dr.phil., fremragende matematiker, docent, den anden senere lektor ved Metropolitanskolen, også med matematik som hovefag) såvelsom fætteren Julius Valentiner fra Gjeddesdal (senere ejer af Bøstruo i Vestsjælland, hvor han dog forberedte sig til den juridiske bane, der lå bedre for ham, så at han i årenes løb fik oparbejdet Arbejderbanken, hvis direktør han blev).
Det var en fryd at høre dem spille klassiske trioer og kvartetter med den gennemmusikalske Lillebedstemor, som endnu op i 70erne tog del i disse: men lille og sart, som hun var, kunde hun ikke sove efter sådanne aftener. Og dog tænkte hun mest på glæden ved sammenspillet, som bedstefar i de yngre år også ved sit fløjtespil havde deltaget i.
Straks efter aftensmaden var de små komne hjem i seng, hvor de dog gerne måtte drøfte den usædvanlige nydelse, når der stundum var budt mindre konditorkager eller –”Pariserkage” — en fin lagkage —, ja ved særlige lejligheder endog en kransekage. Ja, der var meget godt for dem alle at mindes fra disse søndage, hvor morfaderen kunde vise de unge, hvordan man egentlig skulde danse: med oprakte hænder dansede han ene, højtidelig rundt i salen, som den store dagligstue med det hvidskurede gulv altid kaldtes. Mens han sang til, gik menuettens trin let over gulvet, og uroen i loftet (den fint udskårne svævende fugl) anstrengte sig på det bedste. —

Mange gode minder havde børnene i det halvt landlige hjem i Rahbeksallé, hvor den store have med legeplads og med frugt af forskellig slags var en sundhedskilde for dem alle.
Til én dag knyttede der sig et særligt minde for de fem ældste børn. Det var 10-8-1875, da en lille dreng så lyset, og de mindre børn, Eyvind og Ingeborg, blev sendte ud til landskabsmaler Brendstrup, som lå på landet i Tårbæk, hvor dagen gik fornøjeligt med leg ved stranden, til de to ældre brødre kom og hentede dem hjem til den store overraskelse.
Den lille bror, Jørgen, blev en henrivende dreng med rødgule krøller, der fangede folks opmærksomhed. Maleren Aug. Jerndorff som boede i Valby og havde sin gang gennem Rahbeksallé fra sporvognen, glemte helt lygtepælen, som stod et stykke ude i fortovet, for at se efter den lille skønhed, så han fik sig en ordentlig næsestyver i den anledning og måtte ind at få næsen badet!
Både et oliemaleri og en nydelig kultegning fra disse år fortæller om den lille drengs klare farver og fine træk (i familieeje).(*14) For de to ældste drenge var det så tydeligt fædrelandets historie fra ældgammel lid, der var det alt opslugende i deres fritid, mens Eyvind gik op i regnekunsten, som han anvendte på karakterudregninger. På turene, morfaderen om sommeren gjorde med børnene og deres mor, fik han pengeposen betroet: i den var der kobberskillinger til de børn, som altid var til rede ved de mange led, de under kørslen kom igennem. Af Eyvind gjorde faderen to kultegninger: den fornuftige læsende dreng – og spilopmageren, begge med udmærket lighed. Drengens lærere havde ham i kikkerten for hans mange løjer, én gav ham endog skudsmål: Du er dem mest lumske knægt, for du støber kuglerne og lader andre skyde dem ud! – Engang i rektor Birchs time, hvor denne udbredte sig om Demokrit og for ret at indprente stoffet, udsendte spørgmålet: Hvem lo? Var den lattermilde elev lige ved at melde sig, da rektor i det samme selv gav svaret: Demokrit. Efter et senere sagn græd han altid.

----- s.35 -----

Flere af børnene kom i ferierne på landet til venner, Dagmar med moderen og tante Grethe til Hørsholm, hvor en bror til den sidste ungdomsveninde, Helene Christensen (g. Rasmussen), var den lille byes førende mand. Christen Christensen var hans navn. Som bestyrer af de Blixen--Finneske godser i Skåne havde han fået ikke blot et dybt indblik i, men også en levende kærlighed til landboens liv, som han gennem grundige studier afmalte. En udmærket agrarhistorie, som endnu — efter afdøde forstander Bredkjær Thunes, sigende — er at regne som et kilde skrift, hvortil der stadig vendes tilbage.
For sine mange fortjenester havde han fået kammerrådstitlen og var i det hele egnens tillidsmand. Et smukt mindesmærke over ham blev sat ved hans 100 årsdag, ved ridebanen, nær hans hjem. Han boede i en ret stor villa og havde en yndig blomsterhave ved huset, mens frugthaven var bag avlsbygningerne, på den anden side gaden. Markerne lå lige uden, for byen, ud mod vejen til hans mors hyggelige bolig i landsbyen Isterød, hvor en ugift datter, »Moster”, plejede moderen på hendes gamle dage og med megen flid dyrkede en god frugthave.
Senere kom den yngre datter fra kunstnerhjemmet hver sommer ud til det barnløse hjem, hvor hun blev som et plejebarn barndommen igennem sommerferien. Takket være den lille Russe, som fru Christensen selv kørte, kunde hun nyde godt af de friske bade ved Rungsted: det var noget andet end det algefyldte, alt andet end rene vand, Kalvebodstrand ellers bød på.
Ved denne tid nød Dagmar godt af den Heibergske gæstfrihed i Fjeldballe, hvor faderens fætter og ungdomsven, Christen Heiberg var præst, og hvor ungdommen i al uskyldighed nød livet i det fornøjelige grundtvigske hjem.
I årene derefter skulde hun, hendes bror Axel og den yngre søster, Ingeborg, lære et landbohjem en helt anden støbning at kende. Det var den unge, vordende billedhugger, Anne Marie Brodersens (senere g. med komponisten Carl Nielsen)(*15) barndomshjem ved Kolding i Thygesminde.
Det var gennem H. Olriks kendskab til etatsråd Winstrup fra Kolding, hans tegnelærer fra de unge dage, bekendtskabet med den unge pige var kommet i stand, idet kunstneren fik en forespørgsel om velvilligt at interessere sig for den unge talentfulde pige, når hun, uden pårørende i København, skulde opholde sig dér, først som elev på Kleins tegneskole, senere som elev hos professor A.W. Saabye og ved akademiet. Med stor imødekommenhed fulgte kunstneren opfordringen, og i flere år kom Anne Marie Brodersen hver anden søndag — sammen med de Heibergske unge piger, som da læste eksamen — i det egenartede kunstnerhjem, som hun kom til at sætte meget højt og sørgede inderligt ved kunstnerens død nogle år efter.
I sine ganske unge dage var Dagmar et helt år hos pastor A.F. Fejlberg i Darum, og herigennem kom Axel i en ung alder til at kende og værdsætte denne mærkelige, stilfærdige folkemindeforsker, som skulde få så stor betydning for hans senere studier.
I ferier gæstede Axel i studenterdagene apotekerhjemmet i Ringkøbing og havde glade stunder hos onkel Christian, kunstneren; svoger og fætter (se side 8) sammen med unge af familien. Da hjemmet flyttede til hedegården Løvstrup i Lem, efter at apoteket var overgået i sønnens (senere justitsråd) Hans Legangers eje, nød både Axel og den yngre søster godt af dets udstrakte gæstfrihed.
Trods de lange afstande fandt mange venner vej til det grundtvigsk prægede hjem. Ja. en tordenvejrsnat dukkede endog en af husmoderens, fru Betty Heiberg, f. Helweg, tante Bettys, Odensevenner op, så at ungdommen måtte rykke nærmere sammen for at give den nyankomne plads.

----- s.40 -----

I hvor høj grad det var et nybyggerhjem, fik den yngre søster at se en dag, hvor hun i den glødende middagssol opdagede en sammenrullet Hugorm, der solede sig på havegærdet.
Onkel Christian havde i sin begejstring for hedesagen for at tjene sit land købt en hedelod og dér bygget sig denne gård, som gang på gang bragte den med landvæsen lidet kendte ejer skuffelser, og hans livlige hustru, som heller ikke var kendt med en landhusholdnings mange krav og dårlig tålte det barske vestjyske klima, længtes altid tilbage til sit kære Odense.
Efter nogle års trange slid flyttedes hjemmet til den by, hvor af hendes slægt havde hjemme, og gården gik under navn af Heibergs gave over til et børnehjem, som derved kom mange fattige børn til gode. —
Den ældste søn i kunstnerhjemmet, Hans, kom som dreng ud til sin skolekammerat William Kierkegård (senere provst i Jylland), hvis far ejede Karlslundegården ved Tåstrup, men som under læsningen boede hos sin faster, g. med landskabsmaler Brendstrup. I studenterdagene var også Hans gentagne gange i besøg hos onkel Christian i Ringkøbing.
Det er allerede kendt, at Dagmar flere gange tog del i disse besøg såvel i Feldballepræstegårds sommerglæder sammen med hjemmets unge, blandt hvilke også både Axel og Eyvind havde glade feriedage.
De med Axels jævnaldrende kusiner, Marie, senere lærerinde, og Johanne, senere skolebestyrerinde i Frederits, var begge indtagne i den ejendommelige student, der ligesom de var betagne af det Grundtvigske liv.
De yngre søstre, Sigrid (g. Wassard senere) og Inger, var nærmere i alder med den yngre bror, som blev indtagen i den sidste, som dog i en ung alder blev gift med den nogle år ældrelærde Johan Bundtsen Koch, lærer ved den dygtige Chr. Mantzius’ kostskole i Birkerød (senere rektor i Frederits). Snart efter flyttede svigermoderen, fru Franciske Heiberg, også til Birkerød med sine unge for at være den betydelige bror nær.
Her blev AxeI en velset gæst og tog mangengang med dem til Vældegård ved Gentofte, hvor Vilhelm Birkedal ofte på sine ældre dage talte på højskolen, hvor Heibergernes kusine f. BIicher var husmor.
Flere af sine sommerferier i studenterårene besøgte Eyvind — først på Samsø, senere i Hammel— birkedommer Ludvig Olrik (senere etatsråd, borgmester i Køge), som i 70erne havde været politiassistent i København og derigennem havde skaffet børnene adgang til cirkusforestillinger
Under disse besøg blev rimeligvis grunden lagt til studentens beslutning om at blive jurist. –

Det var et gæstfrit hjem, kunstnerbørnene voksede op i, hvor flere af den tids mest kendte kunstnere stod hjemmet nær, således billedhuggeren prof. A.W. Saabye, der fra tid til anden kom den lange vej fra Østerbro for ret at få sig en vennesamtale og et spil skak, som mangengang blev stående uafsluttet til næste besøg. Til rengøringen i malestuen var kun tante Grethe betroet, for at intet skulde ødelægges, og modeldukken stå urørt, at ikke den mindste fold på den skulde ændres.
Børnene vidste godt, at malestuen var en helligdom, så det gik ikke an at lege deroppe. En dag, Jørgen som lille var kommen derop med sin bold, lød det hvert øjeblik: Det må Jørgen ikke! Hel betuttet spurgte den lille fyr med tårer i øjnene: Må man tale i fars atelier? -som malestuen altid kaldtes.
Af andre kunstnervenner var der maleren, d. senere professor Anton Dorph, som havde været med på kunstnerens første udenlandsrejse, og den senere professor Vilhelm Bissen, hos hvis far kunstneren de ganske unge år havde været i lære. Maleren Brendstrup og senere professor G. Rump og etatsråd Jørgen Roed foruden maleren F. C. Lund hørte også med til denne kreds såvel som arkitekterne professor Ludvig Fenger og professor, senere etatsråd Vilhelm Petersen. Den tidligere nævnte arkitekt Chr. Zwingmann kom på stille søndage i hjemmet.
Maler Hilkier var også med i vennelaget. Efter hans død vedblev hans svigerinde, frk. Ida Schou, at komme fra tid til anden, sammen med hans adoptivdatter, Elise Hilkier.
Fra hjemmets selskaber mindedes børnene den norske digter A. Munch og hustru, adoptivdatter af grev Raben-Lewezau, Ålholm (hvis døtre H. Olrik havde malet i herregårdens have), så vel som statsrådssekretær J. Koefoed med hustru og svigerinde, frk. Guldberg, der sang kønt, og grosserer. N. S. Dahl med hustru f. Kramp. –)
Den svenske maler Winge med hustru, fru Hanna Winge, som i Stockholm havde stiftet foreningen: Hanarbetats vänner, var i 70erne ikke sjældent gæster, medens billedhugger Runeberg fra Finland også fra tid til anden kom i hjemmet, ja selv så sjældne gæster som billedhuggeren Giorni, Thorvaldsens dattersøn, og den danske, berømte arkitekt Theofilius Hansen fandt vej til det.
Vennerne fra ungdomstiden: fætrene Ch. og Chr. Heiberg og præsten Chr. Thurah blev ikke glemte så lidt som Jacob Nyeland, der ved sin fars død havde overtaget gården, som lå, hvor nu Frederiksberg station ligger, og på dens fordums jorder vidner Nyelandsvej endnu om familien.
Det hændte også, at biskop Engelstoft, søn af H. Olriks velynder fra de unge dage, prof. Engelstoft, kom på besøg og -- lille som han var — anerkendende så op til de lange kunstnersønner i deres studieår.
2 andre venner af hjemmet, dr. Michael Lund, hvem kunstneren i sine unge dage havde taget sig af under en epidemi, og overlærer Leth fra Herlufsholm mindedes de ældre børn også med glæde -- for ikke at tale om onkel Magnus, der fra sine langvejs rejser medbragte et kostbart kinesisk skrin og to store japanske krukker foruden en henrivende kinesisk billedbog på rispapir og med silkeindvirket bind, foruden den senere omtalte lille skildpadde.
Da kunstneren, først i 70erne åbnede en række musikaftener (som i 80erne blev genoptagne), deltog her landskabsmaler Rüdinger med sin cello så vel som hustruens fætre, Ernst Valentiner og Julius Valentiner, og som sangere tante Grethes langt yngre veninde Emma Neergaard og hendes gode ven juristen Dahl, som altid i kunstnerhjemmet kaldtes Synge-Dahl.

----- s.45 -----

Hvor mindedes børnene ikke disse aftener med glæde!
Faderen listede ganske sagte op og ned ad gulvet, mens der blev spillet, og kun de nye fjederstøvlers knirken forrådte hans stilfærdige vandring.
Om musikken kan der til sammenligning nævnes den verdenskendte Valdemar Poulsens ord: Den har efter min mening en mærkelig evne til at forøge hjernens frugtbarhed. Jeg husker, siger han, fra dengang hustru levede, at det bevirkede en ganske tydelig fremgang i mine spekulationer, når jeg sad ved mit arbejde og hun ved flygelet: det var virkelig som om musikken blev transformeret til arbejdsfantasi.
Om musikkens vidunderlige brobygningsevne fortæller intet bedre end Carl Nielsens symfoni: Det uudsigelige eller Selma Lagerløfs henrivende skitse (i Trold og mennesker): Vejen mellem himmel og jord, hvori den gamle oberst som det sidste i sit liv måtte høre Liljecronas violinspil for at blive sikker på at være på vejen mellem himmel og jord.
Noget af det samme var det vel, der oplivede de sunkne livsånder has Holberg, når han på sine ungdomsrejser gang på gang fandt helbredelse ved tonernes magt. –
Som noget af det allerskønneste fra disse musikaftener mindedes børnene, ,der ved disse lejligheder fik lov at blive oppe til de ældres sengetid, hvordan Emma Neergaard og Synge-Dahl til afsked sang: Jeg er træt og går til ro, med Jørgen Mallings dengang nye melodi til.
Den tostemmige aftensang lød vidunderligt oppe fra balconen over indgangsdøren. Det glemte de aldrig.
Flere af moderens slægtninge stod hjemmet nær, frem for alle den elskelige moster, tante Lise, der efter sin mands død havde overladt Gjeddesdal til den ældste søn (senere etatsråds Heinrich Valentiner), som på udmærket måde hævdede gårdens ry og blev egnens tillidsmand, — og var flyttet til København. hvor hun i sit gæstfrie hjem (først på Wodrofsvei, senere på Gl. Kongevei) samlede slægtens unge til et fornøjeligt bal, år efter år, hvor svigerdatteren, fru JuIie Valentiner, f. Larpent, altid medbragte buketter af vintergækker til cotillonen.
Til selskab og hjælp havde tante Lise en datter af sin mands bror (præsten Valentiner fra Angel) den -yndige og stilfærdige tante Louise, der var elsket af store og små i familien. Begge disse hørte til kunstnerhustruens faste fødselsdagsgæster ligesom tante Lises datter Charlotte (g. 1) Henningsen, 2) Dalberg) og de to døtre af onkel Ulrich fra Gjorslev; Charlotte og Marie.
Den ældste af disse boede i mange i en lille lejlighed i tilknytning til hendes onkel Hermanns og tante Lines lejlighed og var dem til opmuntring og trøst på deres gamle dage. Da hun senere tillige med 3 søskende fik eget hjem, trådte kunstnerens ældste datter, Dagmar, i hendes sted. En kortere tid boede den yngre søster under sin eksamenslæsning her grund af skarlagensfeber i hjemmet.
Blandt moderens nærstående slægtninge var også søstrene Laura og Anna Hald såvel som søsteren Bertha og hendes elskværdige mand, boghandler Otto B. Wroblewski. Den fjerde søster, Marie, g. med den fine og ridderlige senere general Ferdinand Bauman boede først på de gamle dage i København. Til sin hustrus fjernere boende tyske slægtninge stod kunstneren i venskabeligt forhold, således både til familien Gäffchens på apoteket i Lübeck og til tante Jette, svigerfaderens ældste søster i W i en, g.1). med en russisk officer, 2) med en veksellerer Bach.
Kun hustruens moster i Kiel, tante Julie, hvis anden mand havde sluttet sig til oprørerne i 64, vilde kunstneren ikke have med at gøre, og hans hjems døre stod hende aldrig åbne; når denne moster var i København, måtte hustruen mødes med hende hos den ejegode tante Lise. Til børnene sagde moderen kun stille, vemodigt: Far vil jo ikke se hende her!
Moderens eneste morbror, landstingsmand, etatsråd Jacob Jacobsen (-onkel Jacob), som ejede Falkensten på Slagelseegnen, kom stundum på besøg, når han for rigsdagens skyld opholdt sig i hovedstaden.
En datter af ham, tante Julie, blev gift med præsten Colding i Raklev på Røsnæs. Han var gudfar til den mellemste datter, Ingeborg.
Også tante Grethes venner fik i høj grad del i kunstnerhjemmets gæstfrihed.
Ingen kom til at stå det så nær som den jyske ungdomsveninde, Helene Christensen, senere gift med Ærøapotekeren Rasmussen. Ved dennes tidlige død mødtes de to kursusveninder på ny, idet den unge enke flyttede til Østerbro med sine to børn, Christian (senere provst i Testrup og derefter præst ved St. Jakobs kirke på Østerbro) og Pouline, senere gift med sin fætter, stiftamtmand over Viborg, senere Sjællands stift, Anders Dybdal.
Den lange afstand mellem hjemmet på Østerbro og kunstnerhjemmet i Rahbeksallé, førte kun til, at besøgene blev så meget længere, når ungdomsveninden (tante Helene) først var kommen på gled og børnene var altid glade ved hendes besøg. Den lille Jørgen vilde helst have hende for sig selv, flyttede sin stol hen til hende og begyndte: Tale sammen om Abdel Cader (på et stort kobberstik i spisestuen) og, da der ikke blev lagt mærke til det spørgsmål lød det: Tale sammen om Adam og Eva! –
Å vis-vas, pandekage! Svarede hun, hvortil den lille fremmelige fyr – som alt mens han endnu sad i barnevognen, kendte alle Europas lande, når de vistes for ham i spisestuevinduet – svarede: Jørgen er skrøbelig, kan ikke tåle pandekage.
Han havde været sen til at gå, fordi han ½ år gammel – ved sin barnepiges uforsigtighed – havde fået det ene ben brækket. En ung stedfortræder for huslægen havde tilmed fået det sat galt sammen, så det måtte brydes på ny. Til alt held fik han dog ikke varigt men deraf, blev endog siden en flink fodgænger. Faderen havde barmhjertighed med den unge læge og beholdt ham efter den ældre læges død som huslæge, hvad han aldrig fik grund til at fortryde.
Også tante Helenes datter Pouline havde en høj stjerne hos de små og vedblev derfor også efter at have ægtet sin fætter at høre til hjemmets vennekreds sammen med ham og hans Yngre bror. Theodor Dybdal (senere borgmester og politidirektør i København), som i sine unge dage boede hos tante Helene. Dennes eneste bror, den tidligere omtalte kammerråd C. Christensen i Hørsholm, kom kun ved særlige lejligheder – og da kørende i landauer med sin hustru – såedes til den den yngste søn, Poul’s dåb, fordi han var gudfar, og til kunstnerens sølvbryllup.
Til tante Grethes venner fra de unge dage hørte også familien Thaarup, som efter præstens død var flyttet til København. Datteren Engelke sad model for kunstneren både til bruden (i det kønne alt nævnte billed) og til en valkyrje. Af andre døtre fik Sine Thaarup en mindre privatskole i København, mens den yngre søster Christence, der optog søsteren Hanne i sit hjem, fik en privat skole i Middelfart. Brødrene Frederik Thaarup, adjunkt, senere overlærer ved Sorø akademi, med bolig i B. S. Ingemanns fordums lejlighed, og Sigvard Thaarup (som ung: læge på Grønland), der forærede den ældste dreng, Hans, en nydelig kajakmodel, hørte sammen med en yngre bror, der stod tilbage for de andre, med blandt hjemmets venner.
Den langt yngre veninde fra Thy, Emma Neergaard, alt nævnt for sin smukke sangs skyld, — stod børnenes mor nærmere i alder og lynne, og var børnene en forstående ven.
Enkelte gange formåedes hun, efter sin mors død til at være med juleaften i det børnerige hjem, trods sine svære lidelser til glæde og oplivelse.

Kunstneren, der var en stor blomsterven, fik bygget drivhus i tilknytning, og her beredte tante Grethe ved sin flid og forståelse broderen mangen en glæde, som når f.eks. Nattens dronning, som hun år efter år fik i blomst, ved nattetid fyldte drivhuset med sin berusende duft, mens den strålede i al sin herlighed for så om morgenen at hænge som en klud.
I drivhusvarmen blomstrede den smukke abrotannus med de koralrøde blomster, den fine rødgule Abutilon, den høje lyserøde Nerie og den kønne Agapantos med sine lilla-blå skærme, denne sydens plante, som i vild tilstand dækker bjergsiderne f. eks. i GrækenIand og Indien. Den stærktduftende Datura havde også sin plads i drivhuset, mens den smukke bladplante Achantos med sine fligede blade, havde historisk interesse ved at have været model til den korinthiske søjles løvrige kapitæl. I dagligstuen prydede den store Viftepalme. Ja, hvor var ikke dette drivhus med dets mange blomster, dets varme og dels opklækning af planter, ved stiklinger i udvasket sand, en kilde til hvile og glæde for den flittige kunstner!
Og for store og små var den lille skildpadde, som en fjern slægtning, onkel Magnus, havde bragt med fra en af sine farter på de store have, en stor fornøjelse. Den trivedes godt i den milde varme og nød salatbladene, børnene bragte, men da den hårde vinter kom, krøb den ind under et af varmerørene og blev således — til sorg, allermest for børnene — stegt.
Et væld af blomster var der i haven fra tidligt forår til det sene efterår. Der var de fine Krokus og små Perlehyacinter, de strålende Tulipaner, Påske- og Pinseliljer, de fine Hyacinter, de store Pæoner, Guldregn og Syrener, senere de duftende Jasminer, de kønne Veigelia, når den pyntelige Rhododendron var afblomstret, og roserne begyndte.
Der var de fine højstammede Louise 0dier, Kaptajn Christy og la France, den gulrøde Gloire de Dijon og af lavere roser den mørke Grev Jaques M. not, de yndige gammeldags Mosroser og ud for verandaen de lyserøde Månedsroser, omgivne af Reseda. En skær, gul Tercse var der også. Børnene huskede godt, med hvilken glæde faderen havde plukket et par af dem og givet dem til en ung svensk malerinde, og hvad for en tilbagevendende fryd var det ham ikke at give sin ældste datter af havens første roser på hendes fødselsdag 28-6!
Den dag blev der også budt på havens første jordbær.
Til faderens egen fødselsdag 24-5 hentede børnene altid Verbena- og Heliotropplanter hos gartner Hansen, stolte over ved deres sparepenge at kunne gøre ham denne glæde.
Om efteråret glødede de smukke Georginer, og Asterserne blomstrede rigt, mens Nødderne var ved at modne, og Valnødderne snart fulgte efter.
Nede i drivhuset modnedes de dejlige Druer, og op mod verandaen stod en løvrig Figenbusk med saftige frugter som kunstnerens venner havde en egen tiltrækning ved mindelsen om Italiens rigdom på frugt.—Inde i verandaen prydede en udstoppet guldfasan mellem blomster.Også anden frugt havde den store have at byde på, lige fra de omtalte Gråpærer på kroketpladsen til de fine Beurre Napoleon, Beurre d’Isle, Gråstener og flaskeæbler til Bergamot og Eywoodpærer.
Foråret havde både urter: Salat, Kørvel, Persille og rabarber at byde på, sommeren Hindbær, Ribs og Solbær, så der var nok at glædesig til, men også arbejde nok ved så stor en have.
Og hvilken sundhedskilde,både ved sin sol og skyggefulde steder!
Som før nævnt var grunden 1/2 td. land, (*16)men gangene var så sindrigt anlagte, at den synede endnu større og havde flere smukke partier, især ved plænen foran verandaen, hvor buskads og et par enkelte Bøge, på baggrund af de Graner, som dækkede hegnet mod naboen og mod Rahbeksallé, tog sig henrivende ud, især når de stod med deres lyse forårsløv.
Og Kroketplænen, skjult bag frugtbuske og buskads med de smukke Ribisblomster og en busk med Citrongule blomster, var noget for sig. Kun var et stort pæretræ, som aldrig vilde komme i tanker om at bære noget, børnene slemt i vejen og de bad om at få det bort, men ét år gav det sig til at bære så vældigt, at dets liv var sikret, og nu fandt de sig i stammen, når man under spillet kunde fryde sig ved pærerne.
Også i den anden del af haven var der en kroketplads, her med grus, og nærved lå børnenes småhaver, som dyrkedes med megen flid, især af de 2 store brødre.
Ved denne side lå også et kønt lindelyst-hus, hvor det kunde hænde, at der ved en særlig lejlighed blev givet chokolade selv om der var lang vej ind til køkkenet.
Den fjerneste del af haven gik ned i en spids mellem Roskildelandevej og Rahbeksallé og havde en gitterport ud mod den førstnævnte. Her så børnene en for de tider livlig færdsel: køer og halmlæs, bøndervogne og Sortehestsporvognen foruden den klodsede Valby omnibus med reklamer ovenpå, som den lille lærenemme Jørgen kunde tyde, længe før han kunde læse: Sundhed er bedre end guld, hed en at dem.
Oprindelig var havens hegn af granstaver overkors, men efter som ældedes, brød Valbykonerne på deres hjemgang fra torvet, en og anden stav af for at tænde op med den, og et solidere hegn blev da sat.

----- s.50 -----

Et minde fra disse år, hvor børnene også gang efter gang så soldaterne, som under klingende spil var dragne ud, friske og veloplagte, hen mod aften komme hjem, trætte og støvede. Og en dag, den -yngste datter stod og så på dem fra gitterporten, kom en af dem hinkende hen til grøftekanten lige udenfor og trak støvlen af sin opsvulmede fod. Hun blev helt ulykkelig ved at se det, men bagefter så ked af ikke at have fået sig selv til at hjælpe ham lidt tilrette. Et andet minde fra denne tid var ved enkedronning Caroline Amalies bisættelse i Roskilde domkirke.
Det ventedes, at kisten skulde føres ad Roskilde landevej dertil, hvorfor beboerne havde aftalt at få blus sat op langs færden op til Pilealle, men i sidste øjeblik blev det ombestemt på grund af pøbeluroligheder, som det hed, og kisten førtes om ad Jagtvejen Men børnene huskede senere, hvordan de så faklerne tændte, men intet tog drage forbi — til deres store skuffelse.

Rahbeksallé var et stykke idyl, dog vanskeligt at færdes i ved vintertidens mørke aftener, hvor lygterne ikke blev tændte, fordi det var magistratsmåneskin, om så himlen til tider var nok så mørk.
En sådan skummel aften, hvor byens fragtmand kom særlig sent, morede de 2 ældste drenge sig med ved skæret fra huset at springe over den dybe grøft ved alléens anden side, skøndt det var forbudt.
Den mindste klarede det ikke, men faldt mod en skarp sten og stødte hul, så at blodet randt ned over hans ansigt, og lægen måtte sy pandehuden sammen. Arret var synligt hele drengens levetid.
Et fornøjeligere minde var det, da kong Christian IX ved sit komme til hjemmet for at blive malet, spurgte Axel, der netop stod ved lågen, om han også var maler. Det spørgsmål måtte vel nok more den store latinskoledreng, han endnu var og hos hvem barnet trods hans længde tydeligt stak ud ad ærmet. —
Som andetsteds i bogen nævnt, havde hjemmet med dets have mange minder: Ved dets muldbunke drev samme Axel Olrik sine første, kejtede studier over urfolkets køkkenmøddinger for senere at blive banebryder i oldforskningen herhjemme.
Selv nu, hvor hjemmet længst er revet ned, og et højt hus rejst i dets sted, er der dog en art tilknytning, idet —så vidt mig kendt, — digteren Johs. V. Jensen bor på den gamle grund mellem Roskilde landevej (nu Vesterbrogade) og Rahbeksallé. Ved fantasien hjælp kan der nok drages en linie fra den nu længst afdøde kyndige videnskabsmand, som hørte hjemme her i sine ungdoms dage, og den nu aldrende digter: begge har de yndet at lade blikket glide tilbage til vore forfædre fra ældgammel tid, deres udve, deres rejser, deres mod og deres gradvise højnelse gennem vekselvirkninger med sydens land.
Også maleren Troels Trier fra Vallekilde, der et par vintre sammen med sin kone boede i samme ejendom, hvor der øverst var en malestue, dannede derved også tilknytning til barndomsminderne.

Den landskendte kunstner, som efterhånden trættedes ved de mange portrætbilleder, hvor ikke blot mange af de fine hjems manglende forståelse, men også børnenes forkælethed satte hans tålmodighed hårdt på prøve, fik mod slutningen af 70erne en opgave ret efter sit hjerte.
I den af prof. Ludvig Fenger nybyggede Mattæuskire på Vesterbro påtænktes et stort vægbilled som altertavle, forestillende bjergprædiken, et arbejde som vilde fylde 5-6 års ihærdigt arbejde fra kunstnerens hånd.
Skønt nylig kommen sig nogenlunde efter en hård tyfus vovede Henrik Olrik sig dog i kast med den mægtige opgave og drog i september 1878 med støtte af det Ankerske legat til Paris for derfra at rejse til Italien og tilbringe vinteren dér.
Hans hustru, som fuldtud kunde stole på tante Grethes trofaste, hjælp i hjemmet, hvor endnu en lille dreng (Poul Benedict. f. 78) var kommen til verden, kunde nu trygt drage med sin mand ud i verden og ved sin interesse, der ved hendes frigørelse fra de mange daglige pligter helt kunde samle sig om hans betroede gerning, nu med sin praktiske sans blive ham en meget værdifuld hjælp.
Ganske vist fældedes der mange tårer ved afskeden med det børnerige hjem, men, — fortalte hun senere, — da toget kom til Roskilde (og det var jo ikke med lyntogsfart den gang!), sagde hun viljestærk som hun var, til sig selv, at det ikke nyttede at græde, og nu hjalp hendes livsglade natur hende snart til at se frem mod den lykke, der ventede hende i følge med hendes husbond, som havde sit høje mål at se frem imod.
Den jul fik børnene sendt gaver, deriblandt mange kønne fotografier fra Paris, og nød ret på den måde at kunne følge forældrenes rige oplevelser.
Det var ingen let opgave, tante Grethe havde fået betroet med at holde sammen på det store børnerige hjem, hvor kun de ældste var voksne og den lille Poul Benedict kun 3-4 mdr. gammel og tilmed en del skrøbelig, så at lægen f. eks. havde beordret klidbade til ham, noget den lille var henrykt over, men alt det arbejde med hele huset, drivhuset og haven vilde være bleven den stærke tante Grethe over evne, om ikke den ældste datter, Dagmar, havde haft så godt et håndelag og så hjælpsomt et sind. Der var nemlig kun 1 pige (foruden en morgenkarl til alt det grovere), men hun var trofast og hjemmet hengiven og fik senere gang efter gang belønning for lang og tro tjeneste.
En stor hjælp var det også tante Grethe, at hendes gode venner med interesse fulgte hendes selvforglemmende arbejde. Blandt hjemmets venner dukkede også statsrådssekretær Jens Kofoed (hvis nydelige hustru kunstneren havde malet) op og satte sig endog ved den lille Pouls vugge med et vink til plejemoderen: Nu kan De godt tage Dem af de andre ting! Det var den ellers stærkt optagne mand en hvile og glæde at spændes fra sine mange ceremonielle hverv og for en stund lege barnepige.
Mens hjemmet gik sin gode gang fra dag til dag, oplevede de lykkelige forældre i syden på ny hvedebrødsdagene i den forstand, at de ene sammen eller i flok med skandinaviske venner kunne fordybe sig i kunstens verden og kunstneren få tid og ro til frit at arbejde med at samle studier til det store billed i Mattæuskirken, hans evner nu fik lov at samle sig om.

I Roma opholdt de sig flere måneder, fandt en lille beskeden lejlighed og levede her et arbejdsomt og nøjsomt liv. Fra husets flade tag uden for boligen havde de den mest henrivende udsigt over den mærkeligeoldtidsby, som ved solnedgangen lå for dem som i en glød. I sine unge dage havde kunstneren malet en sådan solnedgang, set fra ml Monte Pincio, og nu havde de hver dag al Romas skønhed for øje.
Med inderlig glæde opdagede han, at hustruen, der for en tid var løst fra hjemmets mange – ofte tyngende pligter, nu frisk og forynget viste en forståelse og lærelyst, han under hverdagens mange krav til hende aldrig havde drømt om. Et lille fint billed, hvor hustruen (i blå kjole) står i den klareste sol ude på taget, der med sine Agaver og andre sydens planter var som en have, minder endnu om hine lykkelige dage (i familieeje).
I denne tid blev en mængde skitser af italienske mænd, kvinder og børn til: alle skulde de finde anvendelse ved det store billed i Mattæuskirken, hvor en skare på mere end hundrede flokkedes ude i bjergene omkring Frelseren og de tolv apostle.
Under et ophold på den henrivende klippeø Capri ved Neapel blev en række studier til, som kom til at danne grundvolden til det storslåede klippelandskab, bjergprækenen blev henlagt til.
Var det end rige og dejlige oplevelser, ægteparret havde sammen, blandedes dog også lidelse deri, idet kunstnerhustruen, måske på grund af den lidt primitive lejlighed så højt til vejrs, fik en meget ondartet ørebetændelse i følge med en slem eksem at slås med og ved at følge digteren I. P. Jakobsens råd, at bruge varm Rosmarinolie, pådrog sig de ulideligste smerter. Og på bådturen til Capri var hun så søsyg, at hun matte ligge i bunden af båden uden at kunne se de henrivende omgivelser. Dog, den sygdom gik jo snart over, og nu kunde hun ret sammen med kunstneren nyde al den vidunderlige skønhed.
Under Romaopholdet, hvor ægteparret i den skandinaviske forening havde truffet sammen med Henrik Ibsen, fik kunstneren som tidligere nævnt lov til at male den berømte nordmand. Med forbilledlig økonomi havde kunstneren og hans hustru ikke blot fået pengene, -- der som guldstykker var syede i den indvendige vaskeskinds vest – til ikke blot at slå til, men også til køb af et par mindre billeder af de to danske malere: Thiele og Bredahl før afrejsen, men også til, at han på hjemvejen – på 20 års bryllupsdagen – kunde købe en meget smuk guldurkæde til sin hustru under deres ophold i Dresden.
I Wien besøgte de den tidligere omtalte europæisk berømte arkitekt Theofilus Hansen, der som omtalt i Rahbeksallé hjemmet med glæde gengældte besøget. I denne by så de også til svigerfaderens ældste søster, tante Julie, gift dér med en veksellerer Bach.
Og nu gik vejen hjemad.
Inden børnene ret vidste af det, var de to lykkelige forældre, som midt i alle deres oplevelser havde haft hjemmet i tanke i inderlig længsel og bøn, atter hos dem.
Flokken glemte ikke siden, hvordan moderen, for hvem det så lidt lå at vise sine følelser, nu stod hulkende hos dem og lo og græd på en gang ved synet af sine kære, store og små.
Hvor var det godt, at hjemmet atter kom i sin rigtige gænget!
En vidunderlig rigdom var det for børnene, at moderen op i årene, ja, helt op i de gamle dage trods alt det meget, der i det daglige kunde tære på de sjælelige som på de legemlige kræfter, bibeholdt sit friske, barnlige sind.
Senere kunde børnene se hende for sig, som hun, enkel, men fin sin sorte silkekjole — en rose er let pyntet! bød dem farvel, når hun sammen med faderen og tante Grethe skulde ud til middag og med et smil sagde: Lad mig nu se, I er go'e!, mens den alvorlige tante med et suk mindede børnene om at skikke sig vel og tilføjede, at hun hellere vilde være bleven hjemme.
Hvor var faderen og moderen et kønt par, som de, i deres yngre år, arm i arm vandrede sammen, han med sin klædelige bredskyggede bløde hat og den lette palmestok i hånden, hun i sin hvide sommerkjole med småroser trykt i og med det fine sorte kniplingssjal over og den hvide silkekapothat på det mørke hår!

----- s.55 -----

Mangt og meget havde de to måttet igennem, som var alt andet end let, men hvor var det ikke velsignet at se dem nyde øjeblikkets glæde på så frisk og barnlig en måde!
Forskellige i mange henseender, udfyldte de dog hinanden så godt, han med sin idealistiske, pligtbundne, reflekterende natur, hun med sit arbejdsomme impulsive lynne, hvilende på en oprindelighed som kun få nu om dage. Hos ingen af deres otte børn gik denne så tydeligt igen, som hos sønnen Axel, hvorved han naturligt fik en egen plads i faderens hjerte, selv om denne nødig vilde gøre forskel på børnene.
Et havde kunstneren og hans hustru tilfælles: en rodfæstet tro på Guds nåderige ledelse og hjælp, selvom det ikke lå for nogen af dem at tale meget om deres åndelige liv.
Af en tale, faderen holdt ved en fest for de tre ældste sønner, da alle havde overstået kandidateksamen, og for Axels vedkommende magistergraden, fremgår det, hvor inderlig deres åndelige velfærd lå forældrene på sinde. Den dannelse, sagde faderen, der består i erhvervede kundskaber, har det altid været mit inderlige ønske, at det måtte forundes mig, at skaffe mine sønner, så vidt deres evner tillader det, og når det nu er lykkede, kan jeg ikke være noksom taknemmelig derfor, først og fremmest lige overfor Vorherre, der trods de mange misgreb, jeg sikkert har gjort mig skyldig i, har lagt sin velsignelse i bestræbelserne – og dernæst lige overfor mine sønner, der har gjort mit ønske til deres og med flid og udholdenhed arbejdet hen imod målet, - og endelig lige overfor de mange, der på forskellig måde har støttet dem og hjulpet dem til et godt resultat.
Jeg håber, det kan tillades at opfordre dem til at tømme et glas for min hustru og mine tre sønner med det ønske. at enhver af dem, må nyde den lykke, der ligger i at se frugter af et alvorligt arbejde i det godes og sandes tjeneste, som jeg sikkert håber, hver især af dem vil præstere på sit område. (Efter en optegnelse blandt kunstnerens efterladte papirer.)
Ved denne lejlighed overraskede kunstnerhustruen alle ved at stå op og holde sin jomfrutale til den nybagte kandidats (Eyvinds) tilstedeværende faddere.

Kun sjældent gik ægteparret i kirke: faderen lå det langt nærmere i det stille at læse i sin bibel og tænke over det dybe indhold. - Hvor ofte havde ikke den, som kaldte faderen ned til måltid, set ham sidde fordybet i læsningen af bøgernes bog — og hvad han ikke i det daglige evnede at tale om, fandt udtryk gennem hans pensel, så at hans eget sinds fornyelse afspejledes i hans arbejder, ikke blot i den fine opfattelse af mennesker, men særlig i hans kristelige billeder.
Herudfra vil det forståes, hvilken dyb og rig glæde det var ham gennem flere år at samle studier til det store vægbilled i Mattæuskirken, han i 1878 havde fået bestilling på, hvor det gjaldt at samle hele tilskuerens opmærksomhed om Frelserens person, som han stod derude bjergegnen, omgivet af de tolv apostle og hele den lyttende skare.
Han sagde selv om dette billed, at det var umuligt at gengive Frelseren sådan, at det svarede helt til ham, men gennem tilhørerskaren måtte det åbenbares, som ikke billedet af selve Frelseren magtede. Intet under -derfor, at hans syslen med alle enkeltheder i det mægtige billed med ikke mindre end 130 figurer måtte blive ham som en gudstjeneste.

Og gennem samarbejdet og det deraf følgende venskab med stadsarkitekt prof. Ludvig Fenger, den stille åndsfrænde, åbnedes kunstnerens øre for de Grundvigske toner, som senere greb nogle af hans børn så dybt.
I det Fengerske hjem var begge ægtefæller så oplivede ved at møde de forskellige af den åndsretning, og moderen fortalte om sin glæde ved at være sammen med og stundum have provst, senere biskop, dr. Theol. Skat Rørdam til bords, så hun fik indblik i, hvor jævn og ligetil den betydelige forkynder og videnskabsmand kunne være.
Også samværet med fru Augusta Fengers fætter, komponisten Chr. Barnekow var til megen glæde og første til, at kunstneren tegnede smukke bind til nogle af hans melodier til Grundtvigs historiske og åndelige sange.
Var det for kunstneren de maleriske opgaver, der i høj grad optog søndagen, så var det for hustruen de utallige hjemlige pligter, der mangen gang hindrede hende i kirkegangen, som hun tilmed på grund af sin dårlige hørelse ikke kunde få fuldt udbytte af, mens det var tante Grethe meget om at gøre at nå den, om det kunde lade sig gøre.
Om eftermiddagen læstes gerne en prædiken af Mynster Martensen eller Monrad, mens de ældre og yngre af familiens kvindelige medlemmer sad med deres håndarbejde.
Efter som børnene voksede til, søgte nogle af dem til Rørdams forkyndelse i Helligåndskirken, senere Holmens kirke eller til C. J. Brandts i Vartov med den friske menighedssang, hvad der også blev hjemmet til berigelse.
Fra disse år mindedes søskende særlig en fest ved st. Hansdagstide for Dagmar og Axel, hvis fødselsdage faldt nær ved hinanden, og hvor ungdommen ret nød den skønne have i dens sommerdragt.
I den lyse sommeraften vandrede den ungdommelige flok ud til den skønne udsigt fra kæmpehøjen på Vestre kirkegård, og først sent skiltes de unge ved hjemmet i Rahbeks allé.
Foruden de tidligere nævnte unge, som kom jævnligere, var der forskellige andre venner som f. eks. den unge teologiske kandidat L. Moltesen (senere kendt historiker og politiker), med hvem Axel delte den varme Interesse for Sønderjyderne i særlig grad, og den unge filolog Erling Rørdam (søn af biskop Rørdam, senere seminarieforstander). Her var også søstrene Anna og Marie Christensen fra Viborg, som den yngre søster gennem Marie Kruses lærerindekursus havde lært at kende.
Den første af disse unge piger blev senere, som dommer Andreas Frosts hustru, mor til den dygtige politikommissær Mogens A. Frost, som 1944 døde i Buchenwalde.

----- s.60 -----

Et varmt venskab bandt disse ungdomsveninder sammen for hele livet, mens den yngre søster, Marie, døde ung. -
Mange glade stunder havde den opvoksende flok i barndomshjemmet, hvor også ”de tre små”, bragte liv og glæde.
I studenterforeningen og studentersamfundet tog de to ældste brødre ikke sjældent del, Hans ikke mindst som sanger, men de flittige studier dreves ved siden af, også for den 3dje brors, Eyvinds, vedkommende, som drev fliden så vidt, at Hans fra tid til anden måtte give ham ”en lille omgang”, så at lattermusklerne korn lidt i gang.
Også døtrene var godt spændt for, den ældre med ved siden af hjemmets pligter at følge undervisningen på Kleins tegneskole ved siden af hos faderen at få lagt bunden til malingen, den yngre efter skolegangen, der varede til hendes 16de år, med huslige pligter det første årstid og derefter kursus hos frk. Kruse, i hvis skole hun først en række år havde fået den forberedende dygtighed. — 1882-83 arbejdede kunstneren på at få det store billed malet på korvæggen (der havde fået en særlig behandling med et hulrum bagved).
For at kunne arbejde uden at blive set fra kirkerummet, hvor otte bryllupper og begravelser fandt sted, fik kunstneren anbragt et stort forhængsgardin, så at ingen anede hans nærværelse.
Den øverste del af billedet måtte så males, når kirken ikke var i brug. I sådanne stunder kunde det hænde, at organist Krügell satte sig til orgelet og spillede, så at det var kunstneren som en hel gudstjeneste. I koldere tider af året måtte kunstneren, som under de mange års anstrengende arbejde var bleven tyndhåret, tage en sitkekalot på hovedet.
En dag, den mindste lille dreng så ham komme med den på, råbte han: Dér har vi jo vores kirkefar!
Da billedet endelig i september 1883 var færdigt, virkede det betagende skønt i den stilfulde kirke, hvor præsten, pastor, senere biskop H. Stein i sin indvielsestale mindede om Jesu ord: Om disse tav, skal stenene tale.
Ungdomsvennen arkitekt Vilhelm Petersen skrev kort etter indvielsen: Vi genså med glæde dit billed (det store udkast havde de jo ofte set i malestuen) og fulgte med deltagelse præstens taknemmelige henvendelse til kunstneren og hans opus. Ja, jeg kan ligne dette ved en stor symfoni, fuld af talrige skønheder i sine enkelte partier, der former sig i en fuldendt harmoni.
I et brev fra etatsråd. E. Meldahl, direktør f. d. kgl. akademi, hedder det: Jeg hører alle rose billedet og glæder mig til at se det. — Brevet, som er en lykønskning tillige til professorudnævnelsen, der efter hans mening skulde være sket tidligere, slutter med et: Vær hjertelig hilset, og tak for al venlig samvirken. Deres hengivne F. Meldahl.
Den føromtale, vidt berømte arkitekt Theofilius Hansen takker (fra Wien) for den gengivelse, han har fået sendt, og som han med stor glæde har modtaget, som man tydeligt ser må have interesseret dem i højeste grad. Den levende og tillige stilfulde opfattelse af alle figurerne har tilfølge, at jeg daglig, når min tid tillader det, sidder og betragter fotografierne Jeg sender dem herved min følte lykønskning til fuldendelsen af dette skønne værk. –
Det største af forbillederne til det store vægbilled i Mattæuskriken blev i noget ændret skikkelse anvendt til altertavle i st. Peders kirke i Næstved. Peder Nansen var som ung student (samtidig med kunstnerens ældste son), mellemled ved denne lejlighed. Provst Nansen i Næstved var hans far. Kunstneren anvendte den smukke unge mand som model til en af de betydeligste personer på billedet.

Det er allerede nævnt, at musikaftenerne i begyndelsen af 80erne fik en opvågnen. Det skyldtes især den unge pianistinde Cathrine Bruun, datter af justermester E. Bruun (den første, som spillede madam Smiths rolle i Genboerne) hvis hustru var af den fint musikalske Steenbergske slægt. Hun var bleven forlovet med den ældste søn i kunstnerhjemmet Hans (stud. theol. eg lærer ved Vesterbros seminarium) og blev nu ved sin friske natur og sin rige begavelse hele hjemmet til stor oplivelse. Svigerfaderen kostede et yndigt flygel, så at hendes evner ret kunde gøre sig gældende, og de nye musikaftener blev allermest bårne af hendes livfulde person.
Atter lod de skønne toner og kvartetter, nu — foruden de to nævnte fætre Ernst og Julius Valentiner også landskabsmaler Rüdinger og en håbefuld ung violinist Juel (som desværre døde ung) til sammen med Cathrine Bruun at tolke de klassiske toner.
Intet kunde dog sammenlignes med hendes geniale opfattelse af Schumanns og Chopins værker. Og med sin smukke, fyldige stemme bidrog hendes kæreste ikke lidet til aftenernes lykkelige forløb. Enkelte gange sang endnu Emma N e e r-g a ar d, men stemmen havde ikke længere sin ungdommelige blødhed. Til elev fik hun den yngre af hjemmets døtre, som efterhånden også gav et lille besyv med. I 1884, da kunstnerens sølvbryllup stod, 20-5, og slægt og venner samledes om ægtefællerne, blev der holdt en uforglemmelig fest, hvor bryllupsmarchen fra En skærsommernatsdrøm med Mendelsohns herlige musik blev spillet 8-hændig, mens gæsterne vandrede op ad den smykkede brede trappe til festmåltidet, hvor sang og taler vekslede til over midnat.
I de tidlige morgentimer havde børnene hentet bøgegrene i Søndermarken og pyntet hjemmet på det skønneste. Møblerne i den stilfulde dagligstue havde ved den nærmeste families og eje bedste venners hjælp fået nyt betræk (mørkeblåt med gult silkebroderi, efter den ældste datters tegning), 2 valnøddetræs stole (af træ fra giverens egen have) kom fra kammerråd Christensens i Hørsholm, med betræk og broderi svarende til stuens øvrige møbler, og smukke mørkerøde portiérer(med tilsvarende border) ved begge fløjdøre til dagligstuen, var en gave fra svigerforældrene, som havde endnu en – enestående – gave at glæde med: den sidste rest af gælden på huset blev eftergivet.
I dagene før festen blev kunstneren og hans hustru sendte til Frederiksdal i ro, mens sadelmageren ufortrødent arbejdede i hjemmet, så at det var som en ny stue, det glade par vendte hjem til.
Sognepræsten pastor Ewaldsen, der om eftermiddagen hilste på dem, udbrød ved synet af den smukke stue: Det må man sige: der er stil i galskaben! Dagen igennem vældede det ind med gaver og blomster.
Om formiddagen havde der fundet en stille altergang sted i Frederiksberg kirke. Til frokost var kammerråd Christensen og hustru fra Hørsholm komne i deres landauer; det var dem for besværligt at være med ved aftengildet.
Foruden alt det skønne og bevægede i de gode ord, der faldt ved festen var der også et par pudsige tildragelser, således da den tunghøre ungdomsven Jacob Nyeland med børnene vandrede op for at takke for etatsråd B i r c h s smukke tale over mottoet: Æblet falder ikke langt fra stammen, eller da føromtalte gehejmerådinde Hall, som ikke kunde høre justermester Bruuns vittige tale, midt i den, da uret slog 12, til sin bordherre, etatsråd Birch, højlydt udbrød: Det blir dobbelt takst med vognen, men de har da råd at betale!
Året efter holdt de gamle svigerforældre guldbrylIup. hvor mange af den store Valentinerske slægt foruden hjemmets venner gav møde om eftermiddagen — aftengilde var jo langt over Lillebedstemors kræfter.
Også her vældede det ind med gaver, deriblandt et smukt bordtæppe med tilsvarende betræk på nogle af stolene, med pålægsfigurer: delfiner, muslinger og blæksprutter, efter tegning af kunstnerens ældste datter Dagmar.
En gave, der særlig glædede bedstemoderen, var et stort indrammet billed af biskop Martensen, hvem hun i hans ganske unge dage havde hjulpet med lektierne. Ingen gave var dog at ligne ved det henrivende billed af moderen med den yngste 3-4 årige datter Benedicte på skødet hvormed kunstneren glædede de gamle.

I den første del af 80erne var H. Olrik optagen af et udkast til et storladent monument over den 1881 myrdede Czar Alexander II, i det håb at kunne deltage i en konkurrence i så henseende, men gennem brevveksling med den danske gesandt i st. Petersborg blev det ham klart, at han som udlænding ikke vilde blive tagen i betragtning, så det smukke udkast, der fyldte det meste af den lille malestue, måtte opgive.-
I årene efter fuldendelsen af Mattæuskirkens billed gav H. Olrik sig kun sjældnere af med portrætmalingen, stærkt optagen på anden måde, som han var: ved siden af sin deltagelse i akademiets forsamlinger – fra 1871 som medlem af det, 1886-87 tillige som medlem af det udvalg, der skulde overveje akademiforholdene, og fra 1887 som medlem af akademirådet – kaldte de store arbejder, således bestilling på det store vægbilled til Frederiksborgmuseet, forestillende Volmerslaget med det neddalende Dannebrog – ad hans evner og kræfter.
Med sin sædvanlige grundighed gik han i lag med det storladne emne, som havde begge de ældste sønners store interesse, idet deres studier netop drejede sig om den tidligere middelalder. Den ældste udgav i 80erne en ny udgave af Fengers Ansgar og sin selvstændige bog om Knud Lavard, som første i 90erne skulde efterfølges af Konge- og præstestand i den danske middelalder (doktordisputas) og senere af de to bind Absalon foruden en række mindre skrifter over emner fra samme tid.
Den anden søn, Axel, der helt fra skoletiden var optagen af Nordens oltid og middelalder, levede også stærkt med i faderens opgave og sendte ham i studenterdagene en kalkering efter Valdemar Sejrs segl, hvor den kongelige rytter gav god besked om klædedragten på den tid.
Hvor optagen kunstneren var af at få denne svarende til den tid, viser en opskrift fra hans hånd på 30 forskellige dele, klæder og våben, han lånte fra det kgl. Teaters garderobe.
Ikke blot den ligefremme hjælp i historiske spørgsmål, men — det ikke mindre — glæden over den kærlighed. sønnerne lagde for dagen, måtte blive faderen en mægtig løftestang i arbejdet.
Et takkebrev fra sønnen Axel, der til fødselsdagen havde i fået penge fra ham til en rejse, som dog ikke sønnen mener at turde bruge dertil, men til en islandsk-engelsk ordbog fra Oxford for snart at kunne besvare en prisopgave om eddakvadenes alder, som han 1886 fik guldmedalje for, - vidner noksom om hans sønlige kærlighed:

----- s.65 -----

Tak, kære fader, skriver han, at du har givet mig midler til at fortsætte mine studier i den retning, min gerning er. Jeg skal se at gøre mig umage, at du må se smukke frugter af det!
I sin travlhed med videnskaben har han en tid ikke faet skrevet, men føjer nu til: Det må ikke være således. Jeg må ikke gøre dig savnet af hjemmet tungere end behøves. Du er ude at arbejde (på 'Wedellsborg') for vor skyld! Jeg mærker først nu, hvor meget jeg holder af dig, på hvor ondt det gør mig, så lidt jeg har gjort og så lidt jeg kan gøre for at lønne dig for alt, hvad du gør for mig!
Allerede året efter, 1887, kunde sønnen glæde faderen med at tage magisterkonferencen. —
Hvor stærkt kunstneren gik op i sit arbejde vidnede bl.a. det smukke studie i voks (endnu i familieeje), han gjorde efter en ung brøndgraver med et pragtfuldt hoved og glimrende muskler for ret at få en karakteristisk Valdemar-skikkelse. Også en stor samling blyantstegninger af enkeltheder foruden skitser i oliefarver af slagets gang vidnede om, utrættelige flid og higen efter at nå det højest mulige. Endnu et arbejde havde H. Olrik påtaget sig i disse år: forbillederne til de tolv apostle, som Tietgen ønskede til det indre af Marmorkirkens kuppel.(*17) Den aldrende kunstner turde ikke påtage sig at male dem på stedet; dette skulde overdrages den yngre maler Overgaard.
Trods skrøbeligt helbred nåede H. Olrik at få en mængde skitser i olie foruden de 6 store forbilleder og en mængde færdige, før døden indhentede ham 2-1-1890.
Hans ungdomsven, prof. Anton Dorph, fuldførte da efter de betydelige skitser de 6 sidste store forbilleder, før overførelsen ved den yngre kunstner kunde ske. I 1887 havde kunstneren malt et stort billed: Jeftas datter(*18)(Opgivet til konkurrence) som i bjergene sidder sørgende blandt sine veninder, et værdigt udtryk for den unge kvindes knugende sorg.
I 1889 gjorde H. Olrik tegning til universitetets banner, med billeder af en svævende ørn og den smukke indskrift: Coelestem ad spicitlucem (den ser mod det himmelske lys). Broderiet udførtes af hans ældste datter, Dagmar som gennem sine arbejder for Konstantin-Hansen, Bindesbøll og Sarrows fremragende broderihandel havde stor øvelse i kunstsyning.
En stor og smuk jardiniere for guldsmed V. Christensen havde kunstneren under arbejde. Den måtte efter hans død fuldføres af billedhugger H. C. Petersen.
Da Influenzaepidemien i slutningen af 1889 hærgede København, blev også den aldrende kunstner, som de senere år havde lidt meget under bronchitis- og astmaanfald, angreben og måtte i dagene op mod julen holde sengen, men da juleaften med dens hyggelige samling om juletræet kom, mødte faderen også, men sad bleg og syg i sin lænestol.
I dagene mellem jul og nytår stødte en lungebetændelse til, og flere dage svævede han mellem liv og død. Da sønnen Axel en af disse dage meddelte ham, at præsten C. I. Brandt, hvem han satte så megen pris på, var død, udbrød faderen: å, hvem. der var så vidt:
På årets sidste aften stod den yngre datter uden for hans sovekammerdør og hørte ham vånde sig under åndenøden. Hun forstod, at der ikke var meget håb om hans liv, men tryglede og bad Gud om, at faderen ikke skulle tages fra dem alle.
Med det nye år syntes en lille bedring at være kommen, og han lå mere stille hen, men da lægen kom næste morgen, sagde han, at det nu bar mod det sidste.
Den omtalte datter glemte ikke, hvordan den ellers så viljestærke tante Grethe, som plejede ham, rystede sådan på hånden, hvori hun holdt et glas med ske i, at det klirrede højlydt.
Moderen lå med årebetændelse, men var bleven flyttet ned på en sofa i stuen. Så længe faderen endnu kunde tale, var hun trods sygdommenn listet lige hen til ham for at høre, hvad han hviskede.
De voksne sønner havde hver nat skiftedes til at våge hos ham og arbejdet med iltapparat, som skulde lette åndedraget lidt.
Den unge billedhuggerinde Anne Marie Brodersen (senere g. Med komponistren Carl Nielsen),der havde fattet en inderlig kærlighed til den kunstner, som så imødekommende havde taget sig af da hun ene og ukendt var kommen til hovedstaden, vilde gerne have våget hos sin velgører, men sønnerne gav det ikke det hverv fra sig.
Det blev mange, svære og lange timer, hjemmet matte i spænding, før døden endelig ved 4-5 tiden om eftermiddagen indtraf.
Den, som havde set sønnen Axel sidde på sengekanten hos den døde far, der havde været så uendelig meget for ham. og græde at hjertet som et barn, glemte det aldrig, ligesom hun mindedes. hvordan den lille søster, Bitten som hun kaldtes, stod grædende og klynkede: Hvorfor lader I dog far ligge og fryse? (Duntæppet var fjernet og kun et lagen bredt over ham).

----- s.70 -----

Faderens kiste blev sat i den lille malestue, hvor hjemmet samledes om den, og den ældste Søn, Hans, sagde nogle kærlige ord til afsked, før låget lukkedes til, og kisten førtes til st. Mattæuskirken, hvorfra bisættelsen skulde finde sted.
Pastor Ewaldsen fra sognekirken på Frederiksberg talte smukt om den afdøde både som menneske og som kunstner, og kunstner-vennerne havde ordnet det. så at I.P.E. Hartmanns Thorvaldsens sørgemarch lød, mens kisten blev båren ud for at jordes på Vestre kirkegård, som H. Olrik havde holdt så meget af, nær søen og kæmpehøjen, han så ofte var søgt ud til ved solnedgangstid.
En lille engel med en palmegren i hver hånd, modelleret af kunstneren med tanke på hans forældres grav på Frederiksbergkirkegård, blev nu hugget i marmor, også til hans eget gravsted og indsat i et smukt poleret granitmindesmærke med maler- og billedhuggeremblemerne.
Digteren Nicolai Bøgh havde altid haft stor sympati for kunstneren og skrev ved hans død hosstående digt:

Fra kirkegården, hvor han hviler,
så venlig vang og vove smiler.
nar dagens himmelske herold
hen over vesterhimlen iler
med gyldne stråler i sit skjold.

Dér stod han tit og så så nøje
med mildt og tankeklaret øje,
som tindred bag de stærke bryn,
ud over kirkegårdens høje
til strandens spejl og kystens syn.

De mange farvetoners lue
på aftenhimlens skønne bue
han så i kunstens perspektiv,
for siden hjemme i sin stue
at give dem fornyet liv
Der stod han end mod vintertide
med vemod i de øjne blide,
med lidelse, som ingen ved;
thi nu han så i vesterlide
sin egen aftensol gå ned.

Som selv han ydmyg var og stille,
så svandt og den med stråler milde,
med kærlighedens eget blik;
og venskabs bløde lærketrille
den hilste ømt, da bort den gik.

Endnu i to år fik moderen lov at beholde sin gamle far, som de senere år led meget under Helvedesild i den højre arm, måske på grund af den megen varme i stuerne for Lillebedstemors skyld, og den indelukkede luft.
Om natten blev der hængt tæpper for sovekammervinduerne, at hun ikke skulde høre for meget til støjen ude fra Vesterbrogade.
På nytårsdag 1892 så det ud til, at det lakkede mod det sidste for den henved 81 årige morfar, og den nat fik han så strengt et hjerteanfald, at der gik bud til hans elskede datter om at komme straks. Sammen med den mellemste datter, Ingeborg, vandrede hun i den iskolde vinternat over til den gamle far, som lå halvt døsende, men ved synet af hende udbrød: Hermina!, så ømt og kærligt, at meget var sagt dermed. Den nat stred han sig dog igennem, stod endog op næste formiddag for at ordne betalingen til den fremmede læge, som havde været tilkaldt, da huslægen ikke kunde komme.
Men efter som dagen led, mindskede kræfterne, og om eftermiddagen, to år efter svigersønnens død, sov den gamle morfar stille ind.
Lillebedstemor, som trods sin skrøbelighed overlevede ham et par år, ikke blot neholdt den trofaste datterdatter, Dagmar, men fik yderligere til hjælp og hygge en sød ung musikalsk pige, Hedevig West, som senere blev gift med den fjerde søn fra hjemmet i Rahbeksallé, Jørgen, og blev ham en elskelig hustru.-
Efterhånden som børnene voksede til, var bekymringerne for økonomisk at klare sig heller ikke påtrængende, takket være kunstnerens gode evner og tilsvarende flid, såvelsom arven efter hustruens forældre og salget af huset 1899.
Det var dog ingen sommerfugletilværelse, moderen havde, for i selve familien var der jo snart én, snart en anden, som trængte til en lille opmuntring, og hendes sind var indstillet på at hjælpe, hvor der var lejlighed til det.
Endnu på sine gamle dage købte hun en hel rulle bomuldstøj ad gangen hos en grossist og syede — med trofast hjælp af en gammel jomfru Gronemann— forklæder i mængde til at give bort, f. eks. til det ved århundredskiftet oprettede Mødrehjem i Valby, hvor unge ugifte kvinder med deres barn kunde få husly et helt år.
Også tiggere var der nok af ved hendes dør, hvor de vidste, de altid tik mærker til mad eller natteherberge i Frelsens hærs hjem i Saxogade.
Den gamle syerske havde alle de år, børnene kunde huske, hjulpet til i morfaderens hjem, når flokken hver anden søndag samledes dér, og blev om natten for så dagen efter at tage sig af lappe- og stoppetøj.
Som datter af en trompeter havde hun fribolig i Frederik VII.s stiftelse. Da hun engang bad moder ens ældste søn om en underskrift på en ansøgning om et legat, måtte han smile, for hun havde byttet lidt om på sagerne, så at hun i stedet for allerunderdanigst at ansøge skrev allernådigst!
En af døtrene betroede hun, at nu havde hun fået hjælp mod den slemme Helvedesild, der plagede hende i den ene side (hun var nemlig meget skæv, og det blev ikke mindre med årene!), for doktoren havde givet hende et Salig-sy plaster (Saficylplaster), som gjorde underværker.
En dag hun sad og syede for kunstnerhustruen, sagde denne for at glæde hende: Jeg har tænkt over, at når De engang dør, skal De få lov at ligge i mine forældres grav — (det var jo både en ære og en stor besparelse!) - Herover blev den gamle så rørt, at hun ikke vidste om glæden over æren eller vemoden ved tanken om døden skulde få overtaget, men kunne hun have set den kære tredje søn, Eyvind, møde op ved begravelsen, vilde nok glæden værue bleven enerådende hos den gamle tjenestevillige sjæl.
Også hjemmets tidligere pige, Anna Winther, der var børnenes gode ven og forbundsfælle, særlig elsket af Ingeborg, som da var den mindste (hun glædede hende altid med skogerne af grøden, og en middag, barnet var sendt ned i køkkenet efter mere grød, fik hun skoger i tilgift, men ak! Tante Grethes trin hørtes lige ved! Put dem i lommen, sagde pigen, og fasteren mærkede intet dertil) havde en høj stjerne hos børnene.
Som gift kone vedblev den afholdte pige, nu madam Møller, mange år at hjælpe med vasken. Og på sine ældre dage var hun altid til hjælp i køkkenet de søndage, familien samledes i det gamle hjem i Rahbeksallé.
Som små elskede børnene hende for al hendes fornøjelighed og gode hjerte, men over for faderen var hun så undseelig, at hun knap ved juletræet, når hun fik sin gave af ham, turde se op og så ud, som vilde hun hellere krybe i jorden af undseelse over »herren s« venlighed.
Over for moderen var det lettere at give de varme følelser luft, Og en jul, da begge var blevne gamle, foer hun »den kære frue« om halsen af glæde, skøndt det, som husmoderen mindede hende om, først var ved nytår, hun fik sin ekstra skilling, som også »børnene« havde del med i.
Efter den gamle, nu kaldt fru Møllers, død et par år efter husmoderens —, vedblev hendes datter år efter år at sende julegaver til hjemmets døtre, ligesom der blev lagt krans af hende på »den gamle frues« grav på Vestre kirkegård.
Af en noget anden støbning var morfaderens gamle pige, Dorthea, som, besværet af livets krav, hellere end gerne overlod den gamle mand at tænde op om natten i sovekammeret, hvor der ene fyredes med ved. Den skrøbelige Lillebedstemor tålte ikke kulde. Ligeså var det ham, der sørgede for pinde til dagens forbrug, og endda for at fri Dorthea for at slå for tidlig op, tændte op i køkkenet hver morgen.
Efter de to gamles død var der bestemt en pension for den tidligere hjælper, som årlig fik den udbetalt af kunstnerens hustru, i al venlighed, så at »de hårde stene« efterhånden smeltede. —
Senere skulde det vise sig, at flere af børnene på en smuk måde kunde videreføre hjemmets traditioner:
Den ældste datter, Dagmar, havde hos faderen og senere hos Viggo Pedersen fået grundlæggende undervisning i malerkunsten, som hun livet igennem fortsatte i sine fristunder fra den gobelinvævning, hvori hun på Italiensrejser havde fået udmærket undervisning, og som gennem arbejdet med de Frøhlichske billeder på Københavns rådhus lagde beslag på det meste af hendes tid og kræfter, skulde gøre hendes navn kendt langt ud over landets grænser og bringe hende fortjenstmedaljen i guld.
Så længe moderen levede, blev hun hos hende (til 1917) og kom derefter til at høre til i den yngste søsters hjem til sin død 22-9-1932.
Om den ældste søn, Hans, er det allerede nævnt, at han i sin fars levetid var slået ind på sin nordisk-videnskabelige bane, der løb side om side med hans skolevirksomhed i historiens tjeneste og gav ham i en ung alder ikke blot stillinger censor ved seminaristeksamen, men også som forstander for statens lærerkursus, som ved hans vidsyn omdannedes til statens lærerhøjskole , hvis ry han fastlog i Norden. Som anerkendt videnskabsmand blev han samtidigt redaktør af Nordisk tidsskrift (det Letterstedtske tidsskrift).
For den næstældste søn, Axel, var de nordiske studier fra den tidligste ungdom lagt til rette gennem barndomsinteresserne og faderens syssel med middelalderens helteskikkelse Valdemar Sejr, så at han efter sin magistergrad (i faderens levetid) arbejdede videre, med kritisk bearbejdelse af Sakses kilder (dansk-norsk-islandske) i hans doktordisputats, og videreførelse af hans læremester, prof. Svend Grundtvigs udgivelse af Danmarks gamle folkeviser. Dansk folkemindesamfund, han med værdifuld hjælp fra den gamle folkemindeforsker, præsten H. F. Fejlberg i 1905 fik oprettet, blev ligesom Danske studier, der også skyldte ham sin tilblivelse, gode bindeled mellem den videnskabelige verden og det jævne folk.
Hans Danske heltesagn og Danmarks folkeæventyr i hans udgivelse blev menigmand til megen glæde, ikke mindst ved de udmærkede billeder af L. Frøhlich og brødrene Skovgaard, særlig Niels Skovgaard.
Ved Axels alt for tidlige død (17-2--1917) (*19)blev den en del yngre bror, Jørgen, som under et stille videnskabeligt liv havde sluttet sig nær til de to nævnte brødres studium, naturligt arvtager til formandsposten ved Danmarks folkeminder, ligesom han under sit myreflittige musæumsarbejde ved folkemusæet og nationalmusæet arbejdede i tilknytning til folkets ejendommelighed gennem tiderne, både som inspektør på selve nationalmusæets Yngre afdeling og gennem videreførelsen af det frilandsmusæum i Lyngby, Bernhard Olsen havde lagt grunden til. Gennem de smukke folkedanseopvisninger om sommeren fik den dygtige musæumsmand lykke til at samle folkets brede lag om dets fortidsminder.
Overanstrengt ved det overvældende arbejde med at bjerge folkemusæet over det nybyggede Nationalmusæum nåede heller ikke han nogen høj alder (død maj 1941), men hans navn vil leve, takket være hans utrættelige flid og hans smukke oversættelse fra latin at Sakses Danesaga (i 4bind) til et velklingende nutidsdansk.
Den tredje i flokken, Eyvind, som et par år efter faderens stiftede eget hjem, vedblev at være moderens ridder, ikke blot mens tante Grethe var i hjemmet, hvor hun efter hans ikke skøn mangengang gik moderen for nær, men også efter den myndige faster på sine gamle dage havde fået eget hjem, hvor den unge kunstner Sigurd Olrik en tid lang havde til huse. Han og hans søskende kom til at sætte megen pris på den gamle vidtfavnende slægtning.
0g børnenes mor, som så mangen gang havde lidt under den ældre svigerindes magtudfoldelse, glemte dog ikke, med hvilken tjenesteiver og dygtighed hun de mange år havde gået det krævende hjem tilhånde, allermindst glemte hun, hvordan tante Grethe ved sin beslutsomhed og sit gode håndelag havde hjulpet det yngste barn til verden, da fødslen kom for hurtig på, til at jordemoderen kunde nå frem til rette tide.
Det var kønt at se, hvordan tante Grethe på de meget gamle dage følte sig som den lille, der så op til børnenes mor.
Ved sine fremragende juridiske evner, der efter som årene udfoldede sig, både gennem videnskabelige arbejder (f. eks. Om forskelle mellem vane- og lejlighedsforbrydere, Om tilregnelighed) og gennem sit arbejde i justitsministeriet, som kriminaldommer og senere overretsdommervirksomhed i Viborg nåede den tredje søn, Eyvind frem, endnu i moderens levetid, til Højesterets dommerens betroede hverv, ved siden af stillingen som medlem af Overværgerådet.
Med inderlig deltagelse så slægt. og venner den fremragende mand de senere år sygne hen, så at døden i 1931 blev ham en befrielse.
Den yngste bror, Poul, fik efter flere års læretid som snedker og billedskærer, gennem en Italiensrejse (1900) i følge med moderen foruden den ældste og den yngste søster, mod på, under vejledning af professor V. Bissen at gå i gang med billedhuggerkunsten og arbejdede med fin smag som billedskærer og billedhugger, desværre hæmmet en del af et skrøbeligt helbred, som ret tidlig lagde ham i graven (1928).
Den yngste søster, Benedicte, på hvem den omtalte Italiensrejse også virkede befrugtende, udviklede sig under lærere som Tycho Jessen, Willumsen og Find -- foruden de franske lærere Lucien, Simons og G. E. Blanche i Paris til en malerinde med sit karakteristiske præg ved siden af sin hjælpende hånd ved den ældre søsters storslåede gobeliner til Københavns rådhus.
Efter i 1910 at have indgået ægteskab med den vidt berejste og vidtkendte arkitekt Carl Brummer fik hun lejlighed til at opelske et kunstnerhjem, som i mangt og meget kunde minde om barndomshjemmet i Rahbeksallé.
Den mellemste søster, Ingeborg, som efter en forceret eksamenslæsning efter faderens død blev spændt altfor hårdt for under arbejdet ved Axel Plenges nyoprettede realskole i Viborg, måtte mange år efter søge helbredelse. På opfordring af dr. A. Sell, hvis koloni for epileptiske og sindssyge, Filadelfia, dengang var i sin vorden, overtog hun1902 en ledende stilling ved et af hjemmene, men først i 1913 – hvor hun ved moderens hjælp havde fået sit eget hjem – kom hun så meget til kræfter, at hun, under deltagelse i menighedsrådet i Ubberup og Vallekildeog oplivelse gennem Højeskolen dér, kunde påtage sig nogen privat undervisning og i flere år efter den første verdenskrig kunde tage sig af to sønderjyske pigebørn i Flensborg og Åbenrå, som hun senere har haft den glæde at se vel gifte med gode danske mænd.
Gennem årene i Valekilde søgte hun at oparbejde interesse for Anne Marie Petersens missionsarbejde ved Porto Novo i Sydindien. – Indtil 1947 sekretær f. D. Skandinaviske sømandsmission.
To mindre bøger, om Ernst Trier (1914), om Andrea Gehlert Franks, Sømændenes mor (1943) og den lille levnedstegning af gudsønnen , politikommissær Mogens Andreas Frost (1947), blev skrevet i disse år. På sine meget gamle dage har hun optegnet nogle barndoms- og ungdomsminder fra hjemmet i Rahbeksallé, som for hele børneflokken, alt som årene er gåede, har lyst som en havn, til tugt og trøst og inderlig velsignelse på livets mange underfulde veje.
På faderens 100-årsdag, 24-5-1930, sammenfattede denne datter sine tanker om den længst afdøde far i disse ord:

Stille og bramfri du fandt dog en vej
fra hjemmet til kunstnerens rige:
med farver — hvor leret sig føjede ej. –
du evnede klart at udsige,
hvad kunstneren gennem sit hellige kald
kan tale til hjerter i hytte som hal.

Vi bringer dig, fader, en lavrbærkrans
med tak for dit liv og dit virke,
som stråler i mindernes regnbueglans
og hvælver sig frit som en kirke,
hvor skønhed og renhed forenes i tro,
hvor sjælenes længsel er altid at bo. -- .

Som nævnt overlevede moderen faderen i mange år.,en stor lykke, ikke blot for hende selv, der med ungdommeligt sind fulgte børnene, og delte deres sorger og glæder med dem, men også for børnene, der ikke noksom måtte takke for den gave, de derigennem fik.
I hvilken mindets glans kom ikke guldbryllupsdagen 20-5-1909 ved moderens lyse sind og barnlige glæde over at samles med børnene og deres hjem til at stå! Skøndt hun var den ensomme, der tidlig havde mistet sin husbond (som hun tit i brevene kaldte ham), over kyggede glæden over den samlede flok helt det savn, hun vel inderst følte, og gjorde, at alle trygt kunde give sig hen i glæden over, at have hende i deres midte.
Et par deltagende ord fra præsten Carl Koch til en af døtrene ved moderes død, 13-5-1917, giver et kønt indblik i hendes friske kærlige sind og naturlige livsglæde og skal derfor hidsættes:
… Det var så forfriskende at se et menneske i hendes alder (højt op i 70erne) så levende og deltagende. Og vi er taknemmelige for have fået del i hendes mildhed og venlighed, både når hun gæstede her i Ubberup og, når hun bød os til gæst i København. Det sidste kom jeg vel ikke med til: jeg lå syg; men min hustru kom så glad ud til mig og fortalte mig om de udmærkede timer, hun havde tilbragt deres moders hjem . .
Midt i den yndige maj førtes moderens kiste forbi den gamle have på vejen til Vestre kirkegård, så det var som en sidste hilsen fra det gamle hjem. Provst Poul Valentiner, hendes fætterson, talte kønt over Grundtvigs vers:

Landet nu gråhærdet kun jeg gæster
og har hjemme, selv jeg ved ej hvor,
dog på lysets hjem min hu sig fæster,
evig godt, jeg ved er ene dér.

Og mens sangen: Under dine vingers skygge blev sungen, bares kisten ud til den nære grav, hvor Ingemanns vers: 0, du som os velsign, lød efter jordpåkastelsen, mens al forårets friskhed og ynde svarede så vidunderlig til den mor, som nu var gået ind til opstandelsens evige vår.

Året efter moderens død skrev sønnen Jørgen:

Jeg vandrer ad kirkegårdens sti
blandt lysegrønt løvværks svaj
hist ud til gravens hegnede vi –
for mor — hun døde i maj.

Et sind så vårligt og friskt og ungt
selv op i de gamle år —
derfor det tyktes mig særlig tungt,
at hun skulde dø om vår.

Og dog det rimer sig ret og skønt
med al hendes hu og id,
at hun, hvis sind var som forårsgrønt,
forlod os ved vårspringstid.

For hun af hjertet var ung og glad
og spredte lys på sin vej,
er mindet nu som det friske blad,
der foldte sig ud i maj.

Hun var i livet det grønne træ,
der altid skød friske skud;
hun våged tro over hjemmets læ
til værn imod storm og slud.

Vi glemmer aldrig de travle fjed,
hun trolig for os har trådt:
hvert minde om hendes trofasthed
det gør os i hjertet godt.

Hvert minde om hendes hjertelag
er som en glød i vort sind,
som lyser hele vor livsens dag
og varmer i sjælen ind.

Hun har os skænket den bedste skat:
sit hjerte så rigt og stort;
og aldrig glemmes, i gravens nat,
den gerning, som hun har gjort.

Hun har i livet den lykke haft
at samle os børn så fast,
al sønder brød hendes bærekraft,
da søskendebåndet brast.

Hun svgned stille og sagte hen
af sorg over sønnens død:
han vinkede hende som ven til ven,
til hvile i jordens skød.

Gud glæde hende i allen stund
for hjertets skat, hun os gav!
Gid blidt hun sove i dødens blund,
og roser blomstre på grav!

Og vandrer jeg i de dødes stad
blandt lysegrønt løvværks svaj,
da minder mig hvert et våririsk blad
om mor og om sindets maj.

Velsignet være mindet om de to ægtefæller og det hjem, de fik lykke til at skabe.