Som ung besøgte Dagmar Olrik Tegneskolen for Kvinder og fra 1891 udstillede hun jævnligt sine blomster og landskaber på Charlottenborg.
I Italien lærte hun gobelinvævning og i 1902 påbegyndte hun sit hovedværk: Rådhusgobelinerne, med afsæt i Frölichs tegninger. Vævningen varede til 1920 og arbejdet gav hende Fortjenstmedaljen i guld.
De hænger den dag i dag på Københavns Rådhus.
Et rygte på Rådhuset fortæller, at Dagmar var meget streng mod de piger, der hjalp til med det enorme vævearbejde. Hun noterede alt om deres opførsel i en lille notesbog, så hun kunne trække dem i løn, hvis hun fandt det fortjent.
En af pigerne skulle være blevet så vred, at hun en dag huggede notesbogen og rullede den ind i et tæppe. Dagmar fandt den aldrig igen - og skulle den dag idag gå igen på rådhusets loft, hvor hun leder efter notesbogen.
Han var i første omgang meget optaget af historie, og da han uddanede sig som teolog, blev kirkehistorie hans fokus, med hans hovedværk: Konge og Præstestand i den danske Middelalder(i 2bind (1892-1895). OBS! Bogen er stadig i genoptryk og kan fåes på amazone!
På amazone finder du flere af hans bøger:
Hans blev dog mere interesseret i lærergerningen - især undervisningsmetoder. Og var i den sammenhæng så betydningsfuld, at han blev sendt til udlandet på vegne af kulturministeriet for at studere seminarier i andre lande.
Den plan han kom hjem med, blev dog ikke iværksat med det samme, men i 1895 blev han udnævnt til forstander for Statens lærerkursus med den opgave at omordne og udvide dem til en fast institution til folkeskolelæreres og realskolelæreres videregående uddannelse.
Den bog er blevet genoptrykt så sent som 2019 - og bruges stadig den dag idag.
Hans blev også udnævnt til professor og ridder af Dannebrog.
Axel var nærmest som søn af huset hos Svend Grundtvig (søn af den Grundtvig) og derfor blev hans første udgivelse naturligt nok Danmarks gamle folkeviser. Han publicerede senere flere analyser og fortolkninger af præcis digtning og viser.
Axel var stærkt optaget af Saxo og allerede i 1886 vandt han ved en afhandling om Ældre Eddas alder Københavns Universitets guldmedalje.
Derefter kom den ene efter den anden udgivelse med fortolkninger af Saxo, og studier af det nordiske mytologi.
Her et lille udvalg af titler, der stadig bliver genoptrykt:
Axel bliver lidt set som ophavsmand til hele folkemindeforskningen - nærmest globalt. Universiteter rundt om i verden, bruger stadig hans metodebøger og andre i deres undervisning.
I 1907 stiftede han dansk folkemindesamling - og senere den internationale version af samme - og i 1913 blev der oprettet et professorat til ham i præcis det på Københavns universitet. Det blev nedlagt ved hans død og først genoprettet i 1961
Hans bøger findes der masser af - også oversat til tysk, engelsk - og japansk! Her lidt fra amazone.
Eyvind valgte de juridiske studier og forskede i forskellige strafferetslige principper, så ganske naturligt blev han i 1905 ansat ved kriminal- og politiretten for i 1917 at ende ved Højesteret.
Eyvind udgav et vælg af artikler - primært til Ugeskrift for Retsvæsen. Især blev hans afhandling om Lægens Tavshedspligt(1905) og senere hans Dommerbetragtninger(1929), vigtige i dansk retspraksis.
Eyvinds imponerende gravsten.
Han var iøvrigt også ridder af dannebrog.
Ingeborg blev blev uddanet som lærerinde - og det er nok værd at bide mærke i,hvordan alle 3 døtre får en sig en uddanelse, hvilket tyder på at Henrik, der jo bestemte den slags, var en progressiv mand. Og det endda en mand, der beder sin unge hustru om at udvise mere kvindelighed, overfor hans søster Tante Grethe - mens han rejser verden rundt - og de to damermå fixe det med børnene hjemme.
Det er jo lidt en familieskavank, at vi render ind i lidt psykiske problemer ind imellem.
Ingeborg var også indlagt - faktisk i flere år - men hun var så skattet en lærerinde, at hun straks fik sit gamle job tilbage, da hun var rask nok til det.
Det var faktisk ret usædvanligt for den tid.
Hun boede i Ringsted det meste af sit voksne liv, hvor hun også var aktiv i de kulturelle aktiviteter i området. Jeg fandt fx et langt digt hun har skrevet i den lokale avis - som jeg dog har valgtikke at gengive.
Hun har skrevet bogen om sit barndomhjem i en ret høj alder, og den har næppe været videre interessant for andre end familien.
Den findes stadig i originalen bl.a. på Det Kongelige Bibliotek eller på SAMF (samfundsvidneskabeligt fakultet), så man kan låne den - endda med hjem - hvis man gerne vil røre ved siderne, mens man læser den.
Jørgen blev student på Metropolitan og i 1898 can.mag i historie (græsk og latin som bifag).
Allerede som student fik han job på Nationalmuseet – og i 1910 blev han inspektør for museet, hvor en væsentlig opgave var at færdiggøre Frilandsmuseet. Han var – som museumsmand dengang – selvlært i registrering og udforskning af museets genstande, som han udgav mange artikler om:
Borgelige hjem i Helsingør for 300 år siden(1903)
Drikkehorn og Sølævtøjfra middelalder og rennaissance (1909)Dansk Guldsmedekunst i Renaissancen (1911)
Dansk sølvarbejde fra rennaissancen til vores dage (1915)m.fl.
Han blev naturligvis også ridder af dannebrog!
Som Axel var han meget interesseret i middelalderen og Saxos tekster. Jørgen påtog sig imidlertid det enorme arbejde at bringe saxo Gesta Dorum op i nutiden (hans nutid) uden at forstyrre det originale indhold.
Han oversatte i øvrigt mange tekster fra middelalderen til stor anerkendelse.
Den ældste Danmarkskrønike (1898)
Krøniker fra Valdemarstiden
Valdemar Sjers sønner
Saxos Gesta Dorum (1908 -1911)
Øm Klosters Krønike
m.fl.
Den dag i dag bruges Jørgens bøger (og artikler)
i undervisning på universiteterne.
Og så sent som 4 september 2019 kom et genoptryk af Amled, som du kan se ved siden af.
Der var et fjerde barn, der døde helt lille. Her med Hedvig:
Her må jeg viderefortælle, hvad jeg har fået fortalt.
Bent, som han blev kaldt, var en ualmindelig kunstnerisk begavelse som sin farfar - startede arkitektstuide på kunstakademiet og kom allerede 17-18 år gammel til Rom, for at dygtiggøre sig som maler. Men da han efter et par år kom hjem, var han blevet agresiv og psykisk syg. Jeg har så fået fortalt, at han fik det hvide snit – men det passer ikke med, hvornår man startede på det indgreb.
Så enten fik han snittet 20 år senere – eller også fik han en anden katastrofal behandling i starten af 1920’erne.
Udfaldet var under alle omstændigheder, at han resten af livet sad på en institution og tegnede yndige små blomster – uden helt at vide eller forstå hvem han var.
Hende kan jeg huske. En meget tynd og fin dame, der havde haft sin egen "Montesorri" børnehave Ingefred Olriks børnehave, der ligger der den dag idag.
Her blev Sigrid Hammer ansat - og på den måde mødte hun Ingefreds bror; Helge.
Ingefred blev som ældre sygeligt tynd og levede af kiks og te. Det kunne med nutidsbriller lyde som enten hypokondri – der faktisk er en virkelig diagnose eller anoreksi.
Jeg husker f.eks. at man altid fik chokolader når man besøgte hende og da Ingefred havde ikke mange gæster og selvfølgelig ikke selv rørte chokolade, - så man kan regne ud hvor gamle chokoladerne i hendes store æske kunne være.
Men hun var sød og lyttende og lidt spændende at besøge. Jeg husker mindst en gang, at hun spillede på klaveret mens jeg var der – så det kunne hun også.
Helge blev gift med
Sigrid Hammer, som min generation husker så tydeligt. Han valgte også jura, og blev som ung dommerfuldmægtig bemyndiget til at tage dommermebedet i Hlesingør- under anden verdenskrig. Efter sammenbruddet i 43 var retsvæsenet den eneste myndighed stadig på danske hænder, og fik dermed et enormt ansvar overfor den danske befolkning - ikke mindst for at få de danske dømte til at blive i danske fængsler - fremfor henrettelse eller kz lejre -som var tyskernes praksis.
Den tilstand af retsløshed der opstod lige efter krigen, med hævnakter,mord og krænkelser af 'tyskerpigerne', gav ham efter krigen en en kæmpedepression, hvor han var indlagt i længere tid.
Bagefter fik han embede som dommer i Varde .
Poul arbejdede især med træ, men lavede også værker i gips og bronze.
Blandt hans værker kan nævnes prædikestolen til Tåstrup Kirke, alterkorset til Nivå Kirke samt alterbilledet til Christiansø Kirke. Han lavede også flere gravmæler, blandt andet til politikeren Vilhelm Lassen.
Endvidere lavede han en del egentlige skulpturer. Han havde værker på Charlottenborg adskillige gange i begyndelsen af det 20. århundrede samt et par gange på Kunstnernes Efterårsudstilling, ligesom han bidrog til Landsudstillingen i Aarhus i 1909.
Som Axel og søstrene havde han ingen børn - af hvad jeg, har kunnet finde ud af.
Benedicte startede ud som gobelinvæverske, som hun havde lært af Dagmar.
Derefter kom hun på Dorphs Malerskole og slutteligt kunstakademiet.
Hun stod bag så stor en del af Dagmars gobeliner, at hun personligt fik en bronzemedalje for sin indsats.
Det blev dog malerierne, der blev hendes livsbane.
Dette maleritilskrives Benedicte og alt logik tyder på, at detmå være hende og de 2 søstre; Dagmar og Ingeborg.
Men hvem er manden? Henrik Olrik døde da Benedicte var ni år, og blev kun 60 år, så han har ikke set så lille og indskrumpet ud. Manden er også for gammel til at være Carl Brummer.
Endnu et Olrik mysterie.🤔
Hun giftede sig med den næsten verdenskendte arkitekt Carl Brummer, der senere skrev bogen : XXX, hvor man kan læse sjove passager om hans møde med Olrikfamilien.
I starten fortæller han fx morsomt om, hvordan han som ung mand tit gik forbi maleren Henrik Olriks hus og der så en baby i en barnevong. Babyen var Benedicte, der senere bliver hans hustru.
Senere er der et helt kapitel om familien Olrik, som du kan læse på fotoene i det lille galleri nedenunder. Hvis du gider.
Nu følger jeg jo Ingeborgs bog og især Henrik Olrik - og Olrikker'ne - men jeg slår lige et slag for de kvindelige forfædre, som vi/I jo har lige så meget blod og slægtskab fra - og som faktisk ernogle interessante størrelser! (Igen tilføjer jeg, at jeg her kigger på Jørgens kone og svigerdatter - og så alle børnenes mor: Hermina.
Hermina lærer man faktisk ret godt at kende, ved at læse Ingeborgs bog.
Hvor det også er tydeligt at Valentinerne - hendes far - var meget velhavende. Da Hermina var enebarn, kunne man gætte på, at hun måske har været lidt forkælet, og det kan så forklare de mange hentydninger til hendes barnlige sind.
Ingeborg beskriver hende dog også som glad, munter - for den tid næsten lidt barnlig - og så har Henrik lavet et barn på hende, hver gang han var hjemme fra en rejse! 8 styk!Så hun har haft nok at se til.
Oveni flyttede den skrappe og meget dominerende 11 år ældre faster Grethe ind - og brokkede Hermnia sig over det, blev hun 'opdraget' via breve fra udlandet af sin mand Henrik, til at udvise mere 'kvindelighed'.
Hedvig kom fra 2 fine familier. Hendes far skovridder Carl Emil West og moderen fra Krohn-familien - hendes 2 år ældre fætter var fx Jacob Johan Krohn - forfatteren til Peters Jul, der stadig sælger som varmt brød i julehandelen.
Note! Jeg er ikke 100% sikker på at fotoet er Hedvig. Det giver god mening, og jeg synes hun ligner lidt den meget yngre udgave på fotoet med børnene ovenfor.
På West siden har Hedvig også fine aner. Hendes farfar og dennes bror var bedste venner med Bertel Thorvaldsen og hendes oldefar; Grønlund (på farmoderens side)financierede familien Thorvaldsen, så der gik rygter om, at var Thorvaldsens biologiske far. Det mener Thorvaldsens museum dog ikke holder stik ... men hvem gider lytte til dem. 😄 Familien ejer i hvert fald stadig 4 små portrætter af Hedvigs farforældre og hendes oldeforældre - tegnet af himself!
Hende husker alle olrik-forældrene. Hun var ganske enkelt Donna Olrik, der samlede familien tæt.
Hun var stor Olrik fan - så det var sjældent man hørte historierne fra hendes egen spændende familie og liv, hvor fx. Christian d.10 kom til kaffe om søndagen. Farmor fortalte mig, at han var højt rangeret frimurer - men det har vi ikke kunnet få bekræftet på nogen måder. Der må dog have været en årsag til hans tætte forhold til kongen, da han egentligt bare var en 'almindelig' præst i Tølløse.
Men Sigrid kærestede som ung med Johannes V. Jensens søn og var fx i huset hos selveste Kai Nielsen! I den forbindelse mener vi, at en af de nøgne helfigurskulpturer på Glyptoteket er farmor Sigrid Olrik.
Og trods præstefar var hun - og hendes søstre meget moderne. Hun fortalte fx børnebørnene at det var sundt at prøve sex af før man blev gift - også med en potentiel mand - for at være sikker på at han var den rigtige. Alle præstedøtrene blev da også gift med lilla buketter, for at signalere at de ikke var jomfruer. Den yngste; Ida, endda i lilla brudekjole. Så var der ikke mere at sladre om der. -(kun jomfruer kan være i rent hvidt.)
Der forelå også en svært spændende historie om Sigrids familie i forbindelse med anden verdenskrig, der totalt splittede hendes enorme søskendeflok ad. De var 13 børn! Sigrids ynglingsbror, Arne, havde fundet sit livs kærlighed i Rusland - en hviderusser (overklasse), hvis familie var blevet grusomt behandlet af kommunisterne. Så den russiske kone og Arne hjalp derfor tyskerne med at oversætte russisk korrenspondance for dem - fordi hadet til kommunisterne overskyggede sund fornuft om ikke at hjælpe tyskerne. En anden af brødrene (altså også Arnes bror) var fx gift med en fuldblods jødisk kvinde og den familie måtte flygte til Sverige. Så krigen splittede helt familien ad.